85 mødte op til snak om udskældt staldstøtte

NaturErhvervstyrelsen har afholdt fire møder for at lytte til gode forslag til at forbedre den udskældte tilskudsordning 'Modernisering af kvægstalde'.

Sidste år fik ansøgningsproceduren for moderniseringsordningen for staldstøtte voldsom kritik.  Blandt andet var der kritik af, at nogle ansøgninger, der fik bevilget støtte, ikke indeholdt fagligt korrekte og realistiske tal.

Nu står en ny ansøgningsrunde lige for - og efter den krasse kritik sidste år forsøger NaturErhverstyrelsen at forbedre ordningen. Det sker blandt andet ved at afholde fire såkaldte "informations- og dialogmøder" om tilskudsordningen i Aalborg, Herning, Tønder og Sorø. På møderne var også Seges og L&F repræsenteret.

På møderne kunne deltagerne høre om tilskudsordningen 'Modernisering af kvægstalde', hvilke overordnede rammer ordningen er forpligtet til følge som en del af det danske landdistriktsprogram, ansøgningsprocessen og hvordan man prioriterer ansøgningerne.

Møderunden er nu afsluttet, og i alt mødte 85 deltagere op – hvilket af styrelsen betegner som et ”flot fremmøde”.

Ifølge NaturErhvervstyrelsen var der mange gode input på de fire møder. Styrelsen arbejder nu på at rette bekendtgørelsen og vejledningen til.

Ordningen åbner efter planen den 7. april.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.