Arla hopper højt på leverandørliste

Ni pladser op på liste over verdens største producenter af forbrugsvarer.

Ni pladser op og dermed en ny plads som nummer 36 gør Arla Foods til den største højdespringer på den årlige rangering af verdens største producenter af forbrugsvarer.

Blandt giganter som tobaksvirksomheden Phillip Morris, Procter & Gamble, Nestlé og Pernod Ricard har mejerivirksomheden altså taget lidt af et spring op.

Listen bliver udarbejdet af det britiske branchemagasin The Grocer, og omfatter producenter af det, der kaldes »fast moving consumer goods«, eller forbrugsvarer som fødevarer og produkter som tandpasta, cremer, rengøringsmidler og andre varer, der typisk kan købes i dagligvarebutikker.

Ifølge The Grocer voksede Arlas salg med 9 procent til 11,3 mia. dollars sidste år trods hårde vilkår for den globale mejeriindustri og også for forbrugsvarer generelt. Faktisk var omsætningsvæksten den laveste blandt alle de 50 virksomheder på listen siden starten af finanskrisen.

»Forretningsmodellen for den traditionelle, multinationale forbrugsvare-producent er under pres, fordi det bliver hårdere og hårdere at finde vækst til trods for, at der generelt er fremgang i den globale økonomi,« siger Will Hayllar, der står bag analysen.

Andre virksomheder på listen er kinesiske WH Group, der springer ind på en 17.-plads efter at have købt den amerikanske slagterigigant Smithfield Foods. Også den brasilianske kødvirksomhed JBS er på listen.

Nestlé er fortsat den største virksomhed inden for forbrugsvare-gruppen med en omsætning på over 100 mia. Dollars. Derefter kommer Procter & Gamble, der primært producerer produkter til personlig pleje.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.