Arla-konkurrent dumper mælkepriser til nyt lavpunkt

Britiske mælkeproducenter får laveste mælkepris i ni år med en mælkepris på 1,72 kr.

En mælkepris på kun 1,7166 kroner per liter.

Så lavt bliver det for en række britiske mælkeproducenter, der leverer til det gigantiske Müller mejeri, på kontrakten Direct Milk i Storbritannien.

Det skriver FgInsigt.com.

Prissænkningen er den tredje i år, og den betyder, at leverandørerne på kontrakterne, der tidligere var kendt under navnet Dairy Crest Direct, vil få den laveste pris i næsten ni år.

I forhold til for bare to år siden er prisen styrtdykket med mere end 14 pence per liter, eller 1,29 kr. per liter. Altså tæt på en halvering.

Det nyeste prisdyk begrundes med »fortsat ekstreme markedsvolatilitet« af Müller, der er Arlas største konkurrent på det britiske marked, og for nylig overtog konkurrenten Dairy Crests friskmælksforretning.

En anden af Müller-gruppens kontraktgrupper, den der hedder Müller Milk Group, vil få 19,15 pence per liter i maj. Det svarer til 1,78 kr literen. Det er meget ofte set, at de store mejeriselskaber i England opererer med flere mælkepriser til deres leverandører, alt efter hvilket geografisk område landmændene kommer fra og hvilke kvalitetsstandarder, de skal levere efter. Flere af de store supermarkedskæder har nemlig deres egne krav til blandt andet dyrevelfærdsstandarder, som der derfor betales ekstra for.

Mere end halvdelen af Skotland under 1,86 kr

Den skotske landbrugsorganisation NFU Scotland reagerede prompte på de dystre udmeldinger.

»Det er en rystende dårlig forrentning for det arbejde og indsats, der går med at producere frisk mælk og mejeriprodukter, og det underminerer yderligere tilliden til sektorens fremtid i Skotland,« udtalte mælkepolitisk medarbejder George Jamieson og pointerede:

»Den seneste prissænkning fra Müller betyder, at mere end halvdelen af Skotlands hårdt pressede mælkeproducenter går ind i foråret med en mælkepris på under 20 pence per liter.«

20 pence svarer til en pris på 1,86 kroner.

Arlas kontraktpris: 1,6 kroner per liter

Müller er ikke det eneste mejeri i Storbritannien med lave mælkepriser. I februar trak Arla overskrifter, fordi mellem 40 og 50 kontraktproducenter fik sænket deres mælkepris til bare 1,6 kroner per liter. Netop kontraktproducenterne er hårdest ramt i tider med for meget mælk - britiske medier har endda meldt om leverandører, der ikke får fornyet deres kontrakt og derfor ikke har et mejeri at levere til.

Arlas mælkepris for april til andelshaverne er på 2,036 kroner per liter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.