Danske økologer græder tørre tårer over dødsdømt EU-forslag

Nye regler vil hindre omlægning til økologi, hvis det bliver vedtaget som foreslået, påpeger Lone Andersen, viceformand for L&F.

De nye EU-regler har fået et halvt år på dødsgangen. Hvis EU’s medlemslande, Kommissionen og EU-Parlamentet om seks måneder stadig ikke kan blive enige om reglerne, så dør forslaget, meldte EU-Kommissionen i går.

”Vi vil kun græde tørre tårer, hvis den bliver taget af, for de eksisterende regler er bedre end dem Kommissionen har foreslået,” siger Lone Andersen, viceformand for Landbrug & Fødevarer samt formand for EU-Kommissionens Rådgivende gruppe for økologi.

De nye regler, som EU-Kommissionen fremsatte tidligere i år, ville skade muligheden for at få flere økologer, vurderer Lone Andersen. F.eks. foreslår Kommissionen, at man ikke må have både konventionel og økologisk produktion under samme CVR-nummer.

Faktisk ville hun måske stadig have drevet konventionelt landbrug, hvis hun for fem år siden havde måttet styre bedriften efter de foreslåede regler.

Lone Andersen omlagde marker og kvæg, men grisene, som var i udlejede stalde, forblev konventionelle. Det var for omfattende, hvis grisene også skulle lægges om til økologi, beretter hun.

”Det er jo en god måde at finde ud af, om man kan leve med der regler eller ikke. Hvis man skal gå all in, så kan det være en for stor beslutning for nogle,” siger Lone Andersen.

”Vi ville måske have overvejet det en ekstra gang, hvis vi ikke kunne lægge delvist om,” siger hun.

Også på andre områder har EU-Kommissionen foreslået benspænd for økologien. At der ikke kan gives dispensation til at bruge konventionelt såsæd – eller at der ikke kan suppleres med konventionelle dyr  til avl - vil gøre økologi udfordrende i mange lande.

”Der er simpelthen nogle udfordringer ved forslaget, for EU-Kommissionen vil stramme nogle ting, der gør det sværere at være økolog. Målet er at få flere økologer. Vi skal ikke gøre det bøvlet,” siger Lone Andersen, der påpeger, at vi i Danmark har oplevet økologer, som har følt sig nødsaget til at gå tilbage til konventionel drift.

Forfriskende med deadline

Hun synes dog, at EU-Kommissionens tilgang, hvor de lægger en deadline på at halvt år, hvor ordet ”dead” skal tages seriøst, er forfriskende.

”Sådan plejer de ikke at arbejde med det, og det viser handlingskraft,” siger Lone Andersen.

Hun oplever, at EU-Kommissionen er begyndt at lytte til økologernes indvendinger mod forslaget, og af EU-retslige årsager vil det give god mening med det nye forslag. Det skyldes, at reglerne skal tilpasses den nye EU-traktat, som kom i 2008. Det vil også gøre, at EU-Kommissionen kan håndhæve reglerne bedre og mere fleksibelt fremover.

”Det kræver god vilje og lydhørhed fra Kommissionen, hvis vi skal nå i land i løbet af et halvt år,” vurderer Lone Andersen.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.