Det børsnoterede mejeriselskab Emmi - der også har danske leverandører i et datterselskab - fortsætter med at købe op i ind- og udland.
Således har schweizerne netop afsluttet opkøbet af Mittelland Molkerei, et tidligere andelsselskab i Schweiz, som Emmi i forvejen ejede 60 procent af.
Andelsselskabet blev stiftet så sent som i 2005 og producerer smør, ost samt frisk- og UHT-behandlet mælk. I stedet for ejerskabet af Mittelland får andelshaverne i Mittelland Mælkeproducenters Andelsselskab en mængde aktier i selve det børsnoterede Emmi.
Med købet fortsætter schweizerne en længere række af op- og tilkøb i 2016.
I januar købte Emmi de resterende andele af det tyske økomejeri Gläserne Molkerei, tæt på den danske grænse. Med den manøvre blev de eneejere af mejeriet, der siden årsskiftet har haft danske leverandører. Disse forlod Arla for i stedet at levere til det tyske selskab via handelsselskabet Vest Mælk.
I februar købte Emmi en majoritetsandel i det hollandske gedeost-firma Bettinehoeve, og i maj fusionerede Emmi med amerikanske Tomales Bay Foods and Cowgirl Creamery, der producerer ost i Californien.
Det hollandske selskab omsatte i 2015 for knap 50 mio. kroner, mens amerikanerne havde en omsætning på 132 mio. kr.
Ifølge regnskabet for 2015 har Emmi stadig mere end halvdelen af sin omsætning på omkring 21 mia. kroner i hjemlandet. Mælkemængden var på 1,6 mia. kg.
Kommentarer