Hvordan hjælper du dine medarbejdere til at udnytte ny teknologi fuldt ud?

Stol ikke blindt på den tekniske overvågning. Du bør uddanne dine medarbejdere til selv at vurdere dyrene, så de bedste beslutninger kan træffes.

Af kvægrådgiver Henrik H. Bonde, Velas

Vi været igennem en fantastisk udvikling i husdyrproduktionen, hvor ny teknologi har været en stor hjælp til at sikre bedre opsyn med husdyrene. Som med alt andet teknologi, er det kun et værktøj, som ikke er bedre end den algoritme og det måleudstyr, som ligger bagved. Det er derfor vigtigt at have beslutningsdygtige medarbejdere i stalden, som er gode til at læse køerne, holde styr på registreringerne og sortere i de informationer som vi får serveret fra ny teknologi.

Som en konsekvens af den teknologiske udvikling og det faktum, at færre unge medarbejdere har en baggrund i landbruget, har vi fremover i endnu højere grad et behov for at træne vores nye medarbejdere i kvægbruget til at læse køernes signaler, tyde datamængderne og være i stand til at træffe den rigtige beslutning. Kort sagt er det vigtigt, at medarbejderne lærer den kunstform det er at blive dygtige til overvågning af husdyr, og det at kunne læse køernes signaler effektivt – samtidig med at vi får det fulde udbytte af de nye teknologier.

Teknologien vil løfte bunden, hjælpe os med at skabe overblik i en stor besætning og sikre, at vi selv på travle dage har en chance for at lykkes fornuftigt – men topresultaterne på den store remskive, opnås først når den dygtige kvægbruger forstår sine køers signaler og har fokus på at arbejde forebyggende på baggrund af viden.

Så hvordan kan vi hjælpe vores medarbejdere til at udvikle sig til fremragende kvægfolk?

Først og fremmest er det første skridt at tage medarbejderne med ind i stalden, hvor I sammen skal gå rundt mellem dyrene, skabe forståelsen for hvorfor det er nødvendigt at kunne aflæse deres signaler og tage en snak om, hvordan I læser køernes signaler. Og ikke mindst udvælger de dyr, som får brug for vores hjælp. Det er især vigtigt, at nye medarbejdere i kvægbruget, som ikke er opvokset med køerne tæt inde på livet, lærer hvordan man håndterer køerne, aflæser deres signaler og undgår farlige situationer.

Oplæringen kan foregå ved at gå rundt mellem køerne sammen og stille åbne spørgsmål til, hvad medarbejderen ser og oplever i besætningen. Den dialog, som skabes med medarbejderen, vil skabe basis for at guide medarbejderen i retning af at blive bedre til hurtigt at fange signalet fra en ko, som har et deprimeret udtryk i øjnene, begyndende mistrivsel eller en snak om koens grundlæggende adfærd.

Hvis I så samtidig tager listerne med på staldgangen fra for eksempel Sensehub, Delpro eller en anden aktivitetsmåler, så kan I sammen gå ud til køerne, tage et kig på dem og sammen kritisk vurdere, hvilke dyr der skal gøres noget ved, og hvorfor at systemet er nået frem til et bestemt resultat. 

vær tålmodig

For at lykkes med oplæringen, er der brug for både tålmodighed og opfølgninger for at sikre, at medarbejderne for alvor får lært det håndværk det er at passe køer. Det vil være forskelligt, hvor mange opfølgninger der er brug for afhængig af den enkelte medarbejders evner, men se det som træningen af et fodboldhold – jo mere I træner, jo bedre bliver I. Hvis du formår at lykkes med denne del af lederrollen og samtidig formår at motivere medarbejderne, vil du opleve en helt anden gnist og kompetenceløft hos medarbejderne, som direkte vil bidrage til at forbedre resultaterne i stalden og udnyttelsen af de teknologiske løsninger.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.