Landmand om fodertilskud: Vi har ikke mistet en ko, siden vi begyndte med det

Mælkeproducent Henrik Kongsdal har god fidus til et fodertilskud baseret på planteekstrakter fra AHV, som han synes får køerne hurtigere på højkant.

Som mange mælkeproducenter døjer Henrik Kongsdal nu og da med yverbetændelser og andre bakteriesygdomme hos sine 185 årskøer. Efter at have prøvet at vaccinere imod E-coli yverbetændelse uden at være helt tilfreds med resultatet, har han nu kastet sig over et produkt fra det hollandske selskab AHV.

- Jeg synes, at effekten af vaccinationen var for lille i forhold til omkostningen, og selv om jeg tvivlede lidt på AHVs fodertilskud, skulle det prøves af, siger Henrik Kongsdal.

Urteekstrakt

Han erkender, at det er svært at gøre effekten op, men siden han startede med det i september sidste år, har han ikke mistet en eneste ko.

- Hvis en ko skranter, trækker vi den ud i en sygesti og giver den en bolus fra AHV, og min oplevelse er, at det virker hurtigt, siger han.

AHVs produkter er ikke medicin. De indeholder urter og planteekstrakter og er derfor at betragte som foder. Derfor kan det også være svært at tro på, at de har en effekt. Gratis er de heller ikke, eftersom en kombinationsløsning af boluser koster 200-850 kroner alt efter, hvad man sigter efter.

- Jeg syntes, det var værd at prøve, for mister man en ko, koster det 10.000 kroner, så bare én reddet ko kan være med til at betale mange boluser, siger han.

Så han købte en række forskellige boluser og bruger dem ved opstået behov.

Hollandsk firma

AHV er et hollandsk firma, som selv udvikler og producerer midlerne til kvæg i Holland. De omsættes ifølge firmaets website i mange lande. Ifølge Jesper Rask Pedersen, der er sales manager i Danmark, er der tale om produkter, der styrker dyrenes eget immunforsvar.

- Bakterier kommunikerer med hinanden, og der opstår en biofilm, der beskytter bakterierne mod dyrenes immunforsvar og traditionel bekæmpelse. Derfor kan et dyr gå længe, uden at der sker noget. Bakterierne kommer fra biofilmen, når koen har nedsat immunitet og angriber derefter koen. Vores produkter forstyrrer kommunikationen og nedbryder biofilmen så koens eget immunforsvar kan komme til og nedkæmpe bakterier, forklarer han.

Han peger på, at mange først prøver med på individuelle køer ligesom Henrik Kongsdal, mens de senere går over til systematisk brug af fodertilskuddet.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.