Lav vandstand i åen: Smart idé henter drikkevand op til gallowaykvæg

God opfindsomhed sikrer Anders Friis fra Vestjylland en billig vandforsyning til svigerfars kreaturer på engarealer.

Med manglende nedbør og høje temperaturer forsvinder vandet stille og roligt fra landets søer, åer og vandhuller.

Det kan skabe udfordringer for en hobbylandmand som Anders Friis' svigerfar, der har omkring 30 galloway-køer gående på et afsides engareal ved Hoven i Vestjylland.

På grund af udtørrede søer kommer kreaturernes vandforsyning nu kun fra Omme Å, hvor de med en normal vandstand plejer at drikke direkte fra vandkanten.

Vandstanden i åen har dog nået et kritisk lavpunkt, og for at undgå, at dyrene skulle drikke vand fra mudderhuller som alternativ, måtte der findes en løsning.

Anders Friis' første tanke var en mulepumpe, men han tvivlede på effektiviteten i forhold til kvægets tilvænning til en mulepumpe.

Derfor satte Anders Friis sig for at finde en nemmere og billigere løsning, og resultatet kan ses på nedenstående billede:

Gallowaytyr drikker ivrigt af vandkarret, der altid er sikret vand takket være Anders Friis' opfindsomme vandpumpe. Privatfoto

Første version af vandpumpen

Den første prototype blev bygget med en pumpe til 100 kr., et gammelt bilbatteri, en solcelle til 300 kr. og en svømmer fra en defekt dykpumpe. 

Tilhørende lavede Anders Friis en ruse af to plastikkurve fra Fakta. Prototypen blev sat på en pæl og efterfølgende sat ned i åen. 

Konstruktionen gav fuld tilfredsstillelse, og familiens galloway-køer bruger ivrigt vandkarret. 

Tørkens fortsættelse gjorde dog efterhånden prototypen utilstrækkelig, og det fik Anders Friis tilbage i tænkeboksen:

"Den første konstruktion skulle bare være billig og var primært lavet lidt for sjov som en test. Da tørken stadig ingen ende tog, blev jeg nødt til at lave to mere, og så kunne jeg lige så godt forbedre nogle punkter på prototypen.", siger Anders Friis.

Derfor gik Anders Friis straks i gang med at videretænke på en version 2.0. 

Det endelige resultat

Version 2.0 af den hjemmelavede vandpumpekostruktion krævede en lidt større investering.

En større solcelleplade var nødvendig, og Anders Friis valgte også at anvende en lidt anden pumpe købt i Biltema. 

Samlet pris for én færdiglavet pumpe endte på 1.200 kr. Til sammenligning skal Anders Friis give mindst 2.000 kr. for en mulepumpe. 

Nu hvor behovet er steget til tre pumper for at sikre vand nok til dyrene, har Anders Friis sparet en god sjat penge med sin opfindsomme konstruktion. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.