Mælkebønder: Russisk boykot koster os 25 øre

Den russiske boykot er en politisk beslutning, og derfor er det uretfærdigt, at det er landmændene, der skal betale prisen.

Selv om Rusland før boykottet af europæiske landbrugsprodukter kun aftog fra EU hvad der svarer til mellem to go tre procent af den samlede verdenshandel med mejeriprodukter, har boykotten betydet stor ubalance på de følsomme markeder.

”Virkeligheden er, at en forsyningsgrad på 99 procent betyder høje mælkepriser, og at en forsyningsgrad på 101 procent betyder lav pris,” siger mælkeproducent Jac Broeders fra Rødekro.

Han er talsmand for tolv syd- og sønderjyske mælkeproducenter, der i et brev opfordrer miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen til at sikre mælkeproduktionen bedre vilkår.

”Vi vurderer, at Ruslands-boykotten betyder et direkte prisfald på mælk for os på 25 øre pr. kg,” siger Jac Broeders.

Mælkeproducenterne peger på, at boykotten er en følge af en politisk beslutning og derfor uretfærdigt, at det er mælkeproducenterne, der skal betale prisen.

”Derfor bør politikerne tage konsekvensen og give os kompensation for den tabte indtjening,” siger han.

Samtidig ønsker gruppen, at der gøres en indsats for at skabe bedre rammevilkår herhjemme, hvor ekstraomkostningerne kan gøres op til 30 øre pr. kg mælk i forhold til de tyske naboer.

”Vi håber, at vores nye regering og folketinget vil give os samme rammevilkår som naboerne i kraft af blandt andet 16-punkts planen samt en revurdering af den meget ambitiøse lov om hold af kvæg,” skriver mælkeproducenterne i en henvendelse til Eva Kjer Hansen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.