Nyt samarbejde kan åbne op til sydkoreansk kødmarked

En stigende efterspørgsel efter økologi og dyrevelfærd blandt koreanske forbrugere, kan åbne op for et nyt dansk eksportmarked.

Danmark har indgået to aftaler med Sydkorea, der skal styrke samarbejdet og vidensudvekslingen om dyrevelfærd og økologi mellem de to lande. Det offentliggør Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri i dag.

Ifølge Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri skal aftalen hjælpe til at styrke danske producenters adgang til det attraktive koreanske marked.   

"Dyrevelfærd og økologi er to områder som jeg som fødevareminister har haft særlig fokus på. Derfor glæder det mig naturligvis ekstra meget, at vi nu kan indlede et samarbejde med koreanerne. Korea har en stærk og købekraftig middelklasse, og der er blandt koreanerne en stor interesse for økologi og dyrevelfærd. Danmark kan levere på begge dele," siger fødevareminister Dan Jørgensen.

Mulighed for oksekød

Samarbejdet om dyrevelfærd kan udover fremme af bedre dyrevelfærd også få stor betydning for Danmarks muligheder for eksport af oksekød. Korea lukkede ned for importen af oksekød i 2000, som følge af et udbrud af kogalskab i EU, dog ikke i Danmark.

"Jeg håber, at vi gennem det udvidede samarbejde om dyrevelfærd kan få mulighed for at vise koreanerne, hvor langt vi er i Danmark i arbejdet med at integrere dyrevelfærd og dyresundhed. Det kan forhåbentlig gøre det lettere at vinde koreanernes tillid, så de genåbner importen af oksekød," siger Dan Jørgensen.

Hele asiens marked

Fødevareministeren tager på besøg med en erhvervsdelegation fra Landbrug og Fødevarer og Dansk industri i både Seoul, Shanghai og Kina, hvor der også er håb om at bane vej for danske fødevarer.

"Den galoperende økonomiske vækst i både Kina og Korea har skabt en voksende middelklasse, der er villig til at betale for kvalitet og sikkerhed, som netop er det, vi kan levere. Derfor er det også helt afgørende, at vi vinder myndighedernes tillid, så endnu flere døre bliver åbnet fremover. Potentialet er enormt", understreger fødevareministeren.

Faktaboks

Siden 2014 har det ikke været tilladt at sælge og markedsføre produkter med EU’s økologistandarder som værende økologiske. En ækvivalensaftale mellem EU og Korea vurderes til at være umiddelbart nært forestående og ventes at gælde for bearbejdede produkter.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.