Odense-robot erstatter to ansatte i malkestalden

Fynsk industrirobot sprayer og desinficerer amerikanske yvere som integreret del af malkekarruseller.

En udpræget rutineopgave skal overtages af farmens mest rutinerede medarbejder: En robot.

Det er i hvert fald tanken bag et nyt samarbejde mellem danske Universal Robots og amerikanske GNE Farm Equipment.

Den Odense-baserede producent af industrirobotter og den amerikanske leverandør af udstyr til malkestalde har samarbejdet om en spray- og desinficeringsrobot, som netop er lanceret på en messe i Chicago i USA efter at have været afprøvet siden sommeren 2016, skriver dairyreporter.com.

Win-win-investering

Robotten monteres i malkekarruseller og desinficerer køernes yver og sprayer deres patter, efterhånden som køerne er malket færdig og forlader karrusellen.

Den nye robot beskrives af Universal Robots som en udpræget win-win-investering for mælkeproducenten.

Ikke alene fjerner den ensformigt og tungt og kedeligt arbejde for personalet i malkestalden og reducerer behovet for malkere fra tre til en. Den sikrer også en konstant og ensartet desinficering og spraying af samtlige køer.

Kræver 20 min. oplæring

Denne type af robotter er for så vidt ikke ukendte, og der findes flere typer og mærker på markedet fra bl.a. DeLaval og Boumatic.

Det nye ved den dansk-amerikanske løsning er, at den er baseret på en standard industrirobot, er fleksibel i sin placering i malkestalden, beskeden i sit pladskrav og hverken kræver særlige sikkerhedszoner eller længere betjeningsoplæring end 20 minutter.

Sikkerheden er så at sige indbygget i robotten, idet den automatisk stopper ved en enhver uventet bevægelse eller ændring i sit arbejdsområde.

Universal Robots har også tidligere beskrevet projektet på deres egen hjemmeside.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.