Så lidt får Arlas kontraktlandmænd - snart er de væk

Den sidste måned for en række britiske kontraktproducenter byder på en stigning. Men niveauet er alligevel langt under mejeriets amba-pris.

Der er en klokkeklar forskel på at være andelshaver og kontraktleverandør til Arla i Storbritannien. Det viser de seneste tal på mælkeprisen i februar, som flere, heriblandt mælkeprisanalytiker Ian Potter har offentliggjort.

En række kontraktleverandører til andelsselskabet kan glæde sig over en mælkeprisstigning for årets anden måned på knap 13 øre per liter.

Men det ender så i en mælkepris per liter på 24,75 pence - svarende til 2,14 kr/literen.

Britiske Arla bekræfter, at tallene er sådan for en række leverandører, der leverer på kontrakten Arla Direct.

En kontrakt, der er såkaldt non-alligned, altså ikke tilknyttet en supermarkedskæde. Britiske mejeriselskaber excellerer i differentierede mælkepriser og vilkår, alt efter hvilken supermarkedskæde, der er køber af mælken og hvilke kriterier, disse stiller. Det betyder, at der kan være en ret markant forskel på producenternes mælkepriser, også inden for samme mejeriselskab. Netop derfor er den såkaldte non-alligned også oftest den lavest-betalte mælkepris, et selskab har.

Mælkeprisen til Arla Direct-leverandørerne kan ikke direkte sammenlignes med Arlas britiske amba-pris, der pt. udgør 27,07 pence per liter for den såkaldte »liquid-price«. Den svarer til 2,34 kr/liter - og kan heller ikke direkte sammenlignes med den danske mælkepris, da den er udregnet efter en række tillæg og fradrag for kvalitet og afhentning, samt også påvirket af Arlas valutamodel.

Leverandører opsagt - slutter denne måned

Hvor mange producenter, der leverer på Arla Direct-kontrakter, ønsker Arla UK ikke at oplyse. Men samtlige leverandører slutter ved udgangen af måneden, fortæller chef for medlemskommunikation i Storbritannien, Nicola Hedge.

»Alle vores Arla Direct-leverandører stopper per 28. februar. Vi beholder dog Arla Direct-prisen, for en række af vores øvrige kontraktleverandører, der er på kontrakter med supermarkedskæder, vil kunne få Direct-prisen for en mindre mængde af deres mælk, der ikke bliver solgt til supermarkedskæden,« forklarer hun.

Sidste år vakte det stor opsigt, da Arla opsagde 50 leverandører med samlet 40 mio. kg mælk med en frist på 12 måneder. Nicola Hedge oplyser, at langt de fleste af disse har fundet nye kontrakter hos andre mejerier eller er overgået til at være andelshavere siden.

Dermed vil der ifølge Nicola Hedge kun være »et fåtal« tilbage, der står foran et kontraktudløb.

Hvor mange kontraktlandmænd og hvor stor en mælkemængde, der ikke er andelshavermælk på det britiske marked, ønsker Arla ikke at oplyse af konkurrencehensyn.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.