Største stigning i mælkeprisen i EU i næsten 10 år

I oktober måned steg afregningsprisen i Europa i snit med 7,2 procent. Det er højeste stigning siden 2007.

Mælkeprisens raketfart op fra den dybe bund er nu dokumenteret.

EU-Kommissionen har netop frigivet tal, hvor de oplyser, at landmandens afregningspris på tværs af EU steg med 7,3 procent i oktober.

Det er den største månedlige stigning siden 2007, oplyser EU-Kommissionen.

Mælkeprisen - der i oktober var på 29,80 eurocent, svarende til 222 øre - var dog fortsat lav, historisk set.  Det er tre procent lavere end oktober måned sidste år. I forhold til mælkeprisen de sidste fem år var oktobermælkeprisen 14 procent under gennemsnittet.

Siden oktober er mælkeprisen dog steget yderligere, for eksempel både hos Arla og FrieslandCampina. Der er dog endnu ikke en opgørelse over, hvordan mælkeprisen aktuelt ser ud i en historisk sammenligning.

I en del lande steg mælkeprisen med mere end 10 procent fra september til oktober: Litauen, Letland, Estland, Tyskland, Belgien, Holland og Rumænien.

Mælkeproducenter i verdens to andre, store mælkeblokke tjener mere end de europæiske mælkebønder ifølge EU-Kommissionens tal. I New Zealand var afregningen i oktober 32,3 eurocent pr. kg, svarende til en stigning på 12,3 procent i forhold til måneden forinden.

I USA var afregningen i oktober endnu højere, 33,7 eurocent pr. kg, men til gengæld var der tale om et fald på 8,2 procent fra september måneds niveau.

Den hollandske landbrugsorganisation LTO har en opgørelse, hvor de har forsøgt at sammenligne forskellige mejeriers mælkepris, trods deres forskellige afregningsmetoder.

I den seneste opgørelse, for oktober måned, ligger Arlas mælkepris på 27,72 eurocent pr. kg - ifølge opgørelsen et stykke lavere end mange konkurrenters aktuelle mælkepris. Hvis man kigger på de sidste 12 måneders gennemsnitlige mælkepris, ligger Arla dog bedre i opgørelsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.