Strejkende på slagterier trues med bøder

Kødkontrolteknikerne, der har nedlagt arbejdet i strid med overenskomsten, har fået pålæg om straks at møde på arbejde igen. Ellers vanker der bøde på 35 kr. i timen fra konfliktstart.

Hvis aftenholdene af tilsynsteknikere ikke møder på arbejde i Ringsted og Horsens i aften, onsdag, vil de på et hastemøde i Arbejdsretten i morgen blive idømt at betale bod. Det samme gælder for medarbejdere på de øvrige slagterier, hvis de ikke møder på arbejde i morgen tidlig.

Det oplyser forbundssekretær Kim Munksby fra Serviceforbundet, som Foreningen af Tilsynsfunktionærer hører ind under.

Bøden er på 35 kr./t fra konfliktens begyndelse. Herudover fratages de deres løn.

Efter et møde mellem Serviceforbundet, Moderniseringsstyrelsen og arbejdsgiveren, Fødevarestyrelsen, i dag, onsdag, orienterer Serviceforbundet deres ansatte om, at de har fået pålæg om, at de hurtigst muligt at genoptager arbejdet. Orienteringen sker via tillidsmændene hos kødkontrollens enkelte enheder.

"Det er vi allerede i fuld gang med," oplyser Kim Munksby.

De strejkende kontrolteknikere kan dog stadig nå at undgå at betale bod.

"Det er kun forudsætning under, at de ikke genoptager arbejdet. Det har vi et helt klart håb om, at de gør," siger Kim Munksby.

Lige nu arbejder Fødevarestyrelsen og Serviceforbundet på at arrangere et møde mellem de to samt forretningsudvalget under Foreningen af Tilsynsfunktionærer for at få en dialog om årsagen til konflikten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.