Vestjysk laver podcast til kvægbrugere 

Podcast skal få kontakt til flere landmænd, selv mulighederne for at mødes er begrænsede.

Nedlukningen af Danmark har sat en midlertidig stopper for afholdelse af landbrugsmesser og andre 
arrangementer, der hidtil har fungeret som velbesøgte mødesteder for landmænd og andre 
landbrugsinteresserede. Derfor har man hos landboforeningen Vestjysk valgt at tænke i nye og anderledes baner for at nå ud til de danske landmænd. Alternativet til de fysiske møder bliver en podcast, der i første omgang udkommer i 20 episoder. Det skriver Vestjysk i en pressemeddelelse.

"Med vores podcast ønsker vi at inspirere og motivere landmanden inden for forskellige landbrugsfaglige 
områder, og derfor vil de mange episoder omhandle alt fra dyrehold til planteavl", fortæller kvægrådgiver Ida Ringgaard, der er den ene halvdel af podcastens to faste værter.

Derudover har Vestjysk også til hensigt at ramme en bredere målgruppe ved at udgive episoder, hvor de drøfter mere generelle emner som livet i stuehuset og balancen mellem arbejdsliv og privatliv. 
"Vi inviterer gæster i studiet, der hver især bidrager med ekspertise, viden og gode råd inden for deres
respektive fagområder", tilføjer hun. 

Podcasten er blevet søsat, da vestjysk har et stort ønske om at involvere sig i landmandens dagligdag. Derfor opfordres alle lyttere til at komme med tilbagemeldinger og forslag til relevante emner og spændende gæster, lyder det fra Ida, der debuterer som vært i podcastens første afsnit. 

Højaktuelle emner på dagsordenen 

Podcasten 'Vestjysk - med vilje' behandler en bred vifte af landbrugsrelaterede emner, der alle har 
højaktualitet som fællesnævner. 
"Bæredygtighed er et aktuelt og omdiskuteret emne, der er på dagsordenen i mange henseender. Dette 
gør sig også gældende i landbruget, og derfor finder vi det vigtigt at behandle emnet i vores podcast", 
fortæller Anna-Sofie Kjærsgaard, der er den anden halvdel af podcastens faste værtspar.

"Vi drøfter godt landmandskab og bæredygtigt landbrug, ligesom vi taler om teknologiens muligheder i forhold til optimering af bedriften", fortsætter hun. 

Fleksibilitet i den travle hverdag

En podcast er let tilgængelig og kan høres hvor som helst og når som helst, hvilket giver den travle 
landmand og andre interesserede en høj grad af fleksibilitet. Lytteren har mulighed for udvælge specifikke 
episoder, der omhandler interesserelevante fagområder, og derfor er håbet, at Vestjysk kan være med til at 
inspirere alle landmænd, lyder det slutteligt fra Ida Ringgaard. 

De fem første afsnit af vestjysk - med vilje er allerede tilgængelige og kan findes på www.landbrugspodcasten.dk samt på www.vestjysk.dk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.