Vrede over Arlas donation til Danmarks Naturfredningsforening

Mange kommentarer til Arlas nyhed om samarbejde med Naturfredningsforening.

»Man skulle ikke tro at Arla er ejet af landmænd, når man på direktionsgang kan finde på at donere landmændenes penge til DN og deres kratluskere,« skriver en.

»Hvem har fået den ide?,« spørger en anden - og en tredje gætter på, at det må være 1. april og dermed en aprilsnar.

Kort sagt er Landbrugsavisen.dk’s læsere ikke udpræget begejstrerede for Arlas nye initiativ med at samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening om at få de kendte, grønne mælkekasser væk fra institutioner og dagligstuer og tilbage til mejerierne.

I skrivende stund har 27 kommenteret artiklen her på sitet. Derudover har hele 84 kommenteret på opslaget på avisens facebookside. Langt hovedparten handler om samarbejdet med den landsdækkende forening.

»Har Arla da slet ingen fornemmelse for hvad mælkeproducenterne tænker, mener og føler? DN?,« lyder det flere steder.

Arla: Det giver mening

Hos Arla Danmark mener kommunikationsdirektør Kasper Ibsen Beck i modsætning til andelshaverne, at samarbejdet om de mere end 300.000 kasser, giver god mening.

»Grunden til, at vi har valgt Danmarks Naturfredningsforening er, at når man tænker plast og genanvendelse af plast, så er det Danmarks Naturfredningsforening, som forbrugerne stoler mest på,« forklarer han.

»På den forholdsvis lille investering, som 75.000 kroner er, får vi meget tilbage. 300.000 mælkekasser årligt udgør en pænt stor værdi for Arla, det er mellem 6 og 8 mio. kroner, vi mister hvert år.«

Men hvorfor lige Naturfredningsforeningen, som ofte kritiserer dansk landbrug?

»Vi vil hellere bygge broer end grave grøfter. Også med de organisationer, der historisk set har været ude med riven efter dansk landbrug,« siger Kasper Ibsen Beck.

Det er ikke første gang, at I samarbejder med DN. Har I stillet krav i den forbindelse?

»Vi har lavet en aftale om, hvad pengene går til, så det ligger helt fast. Det er ikke penge til medlemsorganisationen. De 75.000 går primært til at præmiere de skoleklasser og organisationer, der hjælper med at indsamle.«

Arla har indgået en aftale om at donere 1 krone per indsamlet kasse til DN’s årlige affaldsindsamling i april. Derudover et engangsbeløb på 75.000 kr, hvor størstedelen går til at uddele præmier til deltagerne i indsamlingen.

Hvorfor ikke pant?

Flere af avisens læsere har påpeget, at det ville være oplagt at lægge pant på de ikoniske grønne kasser.

Arla har ifølge Kasper Ibsen Beck overvejet det - men fravalgt den som løsning.

»Forbrugerne spørger også om det på vores Facebook-side. Men en mælkekasse er jo dybest set en enhed, som vi kun bruger mellem mejerierne og detailhandlen. Og vi har hele tiden været meget opmærksomme på, at vi ikke vil lave et pantsystem, der skaber ekstra administration eller omkostninger hos vores kunder. Hvis vi havde pant på, skulle vi hver dag registrere hver enkelt kasse, og det vil være en stor omkostning, som vi ikke ønsker,« siger han og påpeger, at man heller ikke ønsker at forårsage en decideret jagt fra pantsamlere rundt om i landet.

»Vi forsøger at appellere på en ydmyg måde, at det vil være til gavn for både miljø og ikke mindst Arla og vores landmænd, hvis vi får dem igen. Vi kan se, at mælkekasser bliver solgt som vare på både Den Blå Avis og Gul og Gratis. Det er vi lidt ærgerlige over, for det er jo hæleri, når kassen er Arlas ejendom og dermed også landmændenes. Men det er super svært at overvåge og skride ind over for,« siger han og glæder sig i stedet over, at modtagelsen af »hjemkaldelsen« er blevet taget flot imod.

»Der er en positiv interesse om det her tiltag og mere end 150 har delt den på Facebook. Det tager vi med og håber, at vi får mange hjem igen,« siger han.

Afstemning

Er det i orden, at Arla donerer penge til Danmarks Naturfredningsforening?

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.