Økodag: 20.000 vil være med til at fejre 20-års jubilæum for populært event

20.000 gæster har tilmeldt sig Økodag, som i år fejrer 20-års jubilæum. Økodag arrangeres af Økologisk Landsforening 14. april i samarbejde med landmænd og mejerier - i år uden Arla-landmænd.

Forårets store landbrugsfest er lige om hjørnet. 20.000 mennesker har allerede meldt sig til at deltage i Økodag, der i år kan fejre 20-års jubilæum.  Arrangementet finder sted søndag den 14. april, hvor årets værtsgårde i hele landet byder indenfor til at se de økologiske køer springe på græs efter en vinter på stald.

Det skriver Økologisk Landsforening i en pressemeddelse.

- Det er skønt, at der endnu en gang er så stor interesse for Økodag. Jeg glæder mig over, at der er så mange danskere, der hvert år er med til at fejre det gode dyreliv på landet, hvor dyrene kommer ud under åben himmel. Det vidner om, at dagen er blevet en hyggelig og tilbagevendende familietradition for mange, siger forperson i Økologisk Landsforening Michael Kjerkegaard.

Der er allerede seks af de 17 værtsgårde, gårde, der har meldt udsolgt, så hvis man vil sikre sig en plads til Økodag, skal man skynde sig ind på Økodag.dk og se, hvilke gårde der endnu har pladser.
 

Arla inviterer også

Også Arlas mælkeproducenter inviterer danskerne på besøg den 14. april.

Her er der mulighed for at besøge 24 forskellige gårde mellem 10-14 for at se køerne 'danse', når de lukkes på græs klokken 12.

Arla, som det største økologiske mejeri,  har hidtil været medarrangør af Økodag, men netop i år ved 20-års jubilæet er vejene skiltes: Arla meldte sig ved årsskiftet ud af Økologisk Landsforening i utilfredshed med Økologisk Landsforenings medvirken til rapporten Fra foder til Føde II.

Kort efter blev det meldt ud, at Arla fortsat ønsker at markere, at køerne kommer på græs 14. april, men at Arlas egne leverandører og værtslandmænd nu deltager i regi af Arla.

'Økodag' er et beskyttet varemærke, og det betyder, at Økologisk Landsforening altid skal nævnes sammenhæng med Økodag.

140.000 danskere besøgte i 2023 en økologisk kvæggård for at opleve køernes forårsfest.

Find en gård her:

Vil du besøge en af de 17 gårde, der deltager i Økologisk Landsforenings Økodag, skal du gå ind her: økodag.dk

Vil du besøge en af de 24 Arla gårde, som er værter ved Arlas 'Køer på græs'-dag, skal du gå ind på: arla.dk

Faktaboks

Om Økodag

  • Økodag® er et registreret varemærke, hvilket betyder, at man altid skal nævne Økologisk Landsforening i sammenhæng med Økodag.
  •  Økodag har eksisteret siden 2005.
  • Økodag arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og de økologiske mejerier.
  • Økodag har fået midler fra Mælkeafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Fra samme forening