Dyst om formandspost i LandboSyd afgøres tirsdag

Tirsdag aften afgør medlemmerne af LandboSyd, om veteranen Mogens Dall skal fortsætte eller afløses af den unge svineproducent Henrik Jessen.

I morgen aften afgør et kampvalg i den sønderjyske landboforening LandboSyd om foreningens farverige formand gennem de sidste 12 år fortsat skal hedde Mogens Dall eller om posten skal overgå til hans yngre udfordrer, 36-årige Henrik Jessen fra Rangstrup.

Det sker, når LandboSyd tirsdag 15. juni holder generalforsamling på Gråsten Landbrugsskole.

Foreningen meldte allerede i februar ud, at Henrik Jessen, 36-årig smågriseproducent, havde besluttet at udfordre den siddende formand, 58-årige Mogens Dall, der har været foreningens formand siden 2009.

Siden har LandboSyd afventet et passende tidspunkt at afvikle generalforsamling på - hvor medlemmerne vel at mærke havde mulighed for at mødes fysisk.

heste og grise

Henrik Jessen, der har siddet i LandboSyds bestyrelse de sidste to år, driver et landbrug ved Rangstrup tæt ved Agerskov sammen med sine forældre.

Produktionen er på 1.200 søer med salg af 30-kilos grise.Der er syv ansatte på gården: tre danske, tre rumænske og en ungarer.
Familien driver 380 ha, hvoraf 220 er ejet.
Henrik Jessen er 10. generation, der driver gården, han bor selv i et hus i Rangstrup med sin kæreste Ellen, der er hestedyrlæge. Parret har tre mindre børn.
Fritiden går bl.a. med at dyrke en fælles, stor interesse for jyske heste - der er 16 på gården.

"Vil give den gas"

Mogens Dall, formand for LandboSyd siden 2009, solgte i april 2020 år sit landbrug på 234 hektar og 10.000 slagtesvin på Kildekær og Kiding Hovedgård ved Bovrup.

Han beholdt dog 24 hektar samt maskinparken.

Alligevel er det faktum, at han har solgt sit landbrug, blevet brugt som argument for et generationsskifte på formandsposten. Selv ser Mogens Dall det som et ekstra aktiv for LandboSyd, at han kan koncentrere sig fuldt ud om det foreningspolitiske.

"Nu kan jeg give den fuld gas med at forfølge det politiske uden at være nervøs for, om der kommer tre kontrolbiler ind på gårdspladsen", siger Mogens Dall.

Mogens Dall er gift med Bente, som er sygeplejerske, Parret har tre voksne børn. Mogens Dall er også Folketingskandidat i Aabenraa kreds for Venstre.

LandboSyds generalforsamling foregår tirsdag den 15. juni 2021 kl. 18.00 på Gråsten Landbrugsskole, Fiskbækvej 15, 6300 Gråsten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Fra samme forening