Fjordland Kongres 2023: Positive udsigter til grøn fremtid

Fjordlands administrerende direktør, Henrik Hardboe Galsgaard kunne tirsdag byde velkommen til godt 200 deltagere på Fjordland Kongres med positive fremtidsudsigter fra scenen i KulturCenter Skive.

- De første regnskabstal for 2022 viser fine resultater med høj soliditet og fremgang i alle produktionsgrene. Landbruget kigger ind i et år med fortsat stigende omkostninger, men de gode resultater fra 2022 giver en bedre økonomisk robusthed, sagde Henrik Hardboe Galsgaard.

Kongressens første hovedtaler, adm. direktør Jens Kr. A. Møller fra DLR Kredit, der formidler en stor del af landbrugets finansiering, kvitterede for de fine resultater og tog udgangspunkt i erhvervets mange styrkepositioner i forhold til produktion af flere fødevarer samt de alternativer forretningsmuligheder i energiproduktion. Han understregede, at både klimabelastning og forbrugeradfærd samtidigt er politiske udfordringer. Det skriver Fjordland i en pressmeddelelse.

- Med regeringsgrundlaget ser vi ind i en virkelighed, hvor man vil landbruget. Men en CO2-afgift for landbrugets biologiske processer er noget af det mest tossede, jeg har set, og det vil være ødelæggende for især mælke- og slagtesvineproduktionen, hvis Danmark går enegang på dette område, sagde Jens Kr. A. Møller.

DLR er dog optaget af bæredygtighed og klimarisici og begynder at indhente ESG-oplysninger hos landbrugskunderne. Blandt andet gennem data-værktøjet ESGreen Tool.

- Det er vigtigt at slå fast, at landmænd og andre virksomhedsejere først og fremmest skal tænke ESG af hensyn til salg af deres produkter og den langsigtede værdi af deres ejendom - ikke primært af hensyn til finansieringen. Og gode ESG-forhold kan ikke erstatte en svag økonomi, sagde Jens Kr. A. Møller. 

DLR har i kraft af sin finansiering et unikt indblik i jordpriserne ved aktuelle handler og kunne oplyse, at jordpriserne i Fjordlands område er stigende med et gennemsnit på 165.000 kroner per hektar. Det er over både landsgennemsnittet og Nord- og Vestjylland som sådan.

Fjordland Kongres bestod desuden af 12 faglige spor indenfor en række emner og sluttede med et indlæg fra adm. direktør Steen Bitsch fra Vestjyllands Andel, der gav sit konkrete bud på, hvordan man i grovvareselskabet forsøger at skabe forretning ud af de forandringer, som den grønne omstilling stiller krav om.

- Om vi fortsat skal producere mælk og kød, er noget som forbrugerne skal bestemme. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at man fortsat kan leve af at være landmand i Danmark, sagde Steen Bitsch.


 

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Fra samme forening