Ægteparret Erik Gert Christoffersen Jensen og Inge Christoffersen Holding har haft malkekøer på Freerslev Kotel ved Hillerød i 34 år, men pr. første august er malkekøerne solgt og produktionen omlagt til kødkvæg. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det sker efter en længere periode, hvor de to har overvejet, hvad fremtiden skulle bringe.
"Man får det samme for et kilo mælk i dag, som da jeg startede. Da jeg startede var der cirka 33.000 mælkeproducenter i Danmark. I dag er der cirka 3000, siger Erik Gert Christoffersen Jensen og fortsætter:
"Jeg er produkt af den udvikling, der har været i landbruget. Jeg startede med 40 malkekøer, og cirka hver tiende år fordoblede jeg antallet for at kunne følge med og have en god indtjening."
Omkring nytår begyndte mælkeprisen at stige, og tvivlen meldte sig. Måske skulle de holde fast i malkekøerne? Men så steg prisen på avlsdyr, og dermed muligheden for at få en god gevinst på at sælge besætningen.
Og så traf de beslutningen.
Kommentarer