25 landmænd opretter vejr-netværk - det er jo en kæmpefordel

Ugen på spidsen: DMI har gennem mange år stort set haft monopol på vejrdata. Det har taget sig betalt for at udlevere data, men nu går landbruget egne veje, skriver ugens Mark Plus klummeskribent.

De lokale vejrforhold spiller en stor rolle for, hvordan afgrøderne udvikler sig - og hvordan der skal sættes ind for at bekæmpe sygdomme og skadedyr.

Svampesygdommen septoria er et godt eksempel på, at strategien for bekæmpelse i høj grad baseres på de lokale vejrdata.

Når det gælder bekæmpelse af skadedyr, er der også mange eksempler på, at temperaturer eller graddage bruges til at forudsige angreb. Det kan for eksempel være glimmerbøsser og galmyg.

Hidtil har landbruget skullet nøjes med de vejrdata, som DMI ligger inde med fra deres vejrstationer. Men dels dækker DMI’s vejrstationer langt fra alle lokalområder, og dels tager DMI sig særdeles godt betalt for at udlevere større mængder vejrdata.

99 kr. om måneden

Derfor er det en kæmpe fordel for landbruget, at man for 99 kroner i måneden kan leje sin egen vejrstation.

De lokale vejrstationer kan registrere nedbør, vindhastighed, temperatur, jordtemperatur, luftfugtighed, UV og lufttryk. Dermed kan man som landmand let følge den aktuelle vejrsituation på sin mobil eller pc.

Det er en kæmpe fordel, hvis man en tidlig morgen skal tage stilling til, om det blæser for meget til at man kan sprøjte. Det er også en kæmpe fordel, at man har store mængder data, som man kan bruge til at evaluere sin indsats.

I Sønderjylland er 25 landmænd sågar gået sammen og har opstillet 37 vejrstationer i et netværk, så de har adgang til hinandens vejrstationer. Dermed kan man gå ind på naboens vejrstation, og tjekke hvordan vejrdata er.

Det er især en fordel, hvis man har marker der ligger tættere ved naboens vejrstation, end ens egen vejrstation.

Det er blot nogle af de muligheder, som lokale vejrstationer giver.

Derudover kan man håbe, at de meget lokale vejrdata i fremtiden giver forsikringsselskaberne mod på at udvikle nye produkter, så danske landmænd i fremtiden får bedre muligheder for at forsikre sig mod vejrliget.

Lars Kelstrup er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark og Mark PLUS.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark PLUS "Ugen på spidsen" sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet MARK og Mark PLUS, planteavlsugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning til omtalte emne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.