7 gode råd til vækstregulering i vintersæd

Hveden er mange steder i stadie 32-33, og hvis du har behov for vækstregulering, er det ved at være tid. Rug og vinterbyg er noget længere - men det har været koldt, og derfor har mange nok ventet på lunere vejr.

Den mest effektive vækstregulering opnås i den tidlige del af kornets strækningsfase (vækststadium 31-33). Men vækstregulering kræver gode vækstforhold, og derfor kan man med fordel vente på lunere vejr.

Her er syv gode råd omkring vækstregulering:

1. Øger risikoen

Der kan være store forskelle mellem marker på behovet for vækstregulering. Brug dine egne erfaringer fra tidligere år, hvor især markens evne til at frigive kvælstof har stor betydning for risikoen for lejesæd. 

Følgende forhold øger risikoen for lejesæd:

  • Blødstrået sort
  • Tidlig såning
  • Stor udsædsmængde
  • Milde vintre
  • Tidlig og stor kvælstoftildeling

2. En eller to behandlinger 

Seges anbefaler generelt at vækstregulere vintersæd i strækningsfasen fra vækststadium 31-37.

Jo tidligere vækstregulering indenfor de godkendte tidspunkter i strækningsfasen, jo bedre vækstregulerende effekt vil der opnås - dog forudsat at der sprøjtes under gode temperaturforhold.

Tit er én behandling i strækningsfasen nok. Men i særligt kraftige marker kan der satses på en todelt strategi. Afsæt sprøjtevinduer til at vurdere effekten af første sprøjtning, og dermed behovet for opfølgning.

Ved splitbehandling bør første sprøjtning foretages i st. 31-32 og anden sprøjtning i st. 33-37. Vær opmærksom på reglerne om maksimale doseringer af Moddus-produkter ved splitbehandling.

3. valg af Midler

Der vurderes ikke at være afgørende forskelle på de anbefalede løsninger til vækstregulering i vintersæd (se landbrugsinfo). Prismæssigt er der også flere jævnbyrdige løsninger, og derfor kan man afvente gode vækstforhold, før vækstregulering iværksættes.

Det har ikke forsøgsmæssigt kunnet dokumenteres, at nogle af midlerne øger udbyttet ved at fremme rodudviklingen.

Optagelsen af vækstreguleringsmidler øges ved tilsætning af sprede-klæbemiddel. De anbefalede doseringer fra Seges skal øges med 10-20 procent, hvis der ikke tilsættes sprede-klæbemiddel. Samme forøgede optagelse kan dog opnås ved udsprøjtning sammen med et ukrudts- eller et svampemiddel, hvis det er aktuelt. Læs på etiketten, hvad der må blandes.

Ved brug af Medax Top anbefaler firmaet tilsætning af svovlsur ammoniak i forholdet 1:1 for at fremme optagelsen og dermed effekten af Medax Top.

4. temperaturkrav

For at sikre en god effekt og undgå afgrødeskader af vækstreguleringsmidlerne, skal de anvendes i en periode med gode vækstforhold, og hvor afgrøden ikke er stresset af for eksempel manganmangel, havrerødsot, vandmangel eller ugunstige temperaturer.

Undgå derfor sprøjtning under tørre eller kolde forhold og ved nattefrost. Den største optagelse i planterne opnås ved høj luftfugtighed. Forsøg og erfaringer viser, at en behandling af stressede planter kan betyde store udbyttetab. Cerone kan forårsage skader ved høje temperaturer.

I rug kan lejesæd være helt ødelæggende. Samtidig er rug den af vintersædsarterne, der er mest følsom over for vækstreguleringsmidler. Der er erfaringsvis et relativt lavt behov for vækstregulering i triticale.

For at opnå den bedste virkning bør der sprøjtes om morgenen, hvor der er en høj luftfugtighed, og udsigt til højere temperaturer og helst sol i løbet af dagen. Anvend 150-200 l vand pr. ha.

5. Stråstyrke

Herunder er de mest udbredte sorter opdelt efter stråstyrke. Der kan dog også forekomme lejesæd i de mest stråstive sorter:

Vinterhvede:
Mest stråstive: RGT Saki, LG Initial.
Middel: KWS Extase, Graham, RGT Stokes, RGT Bairstow, Informer, Pondus, SY Insitor, Heerup, Rembrandt, Wheat Mix Star, Wheat Mix 221, NOS Hvede Mix 2210, NOS Hvede Mix 2220, HK-HvedeMix 2022, Champion, KWS Dawsum, Bright.
Mindst stråstive: Kvium, Chevignon.

Vinterbyg:
Mest stråstive: KWS Tardis, Valerie, Comeback, KWS Wallance.
Middel: Neptun, KWS Kosmos, Cleopatra, Bordeaux, Toreroo, Alaska, SY Dakoota, SU Midnight.
Mindst stråstive: SY Kingsbarn, SY Galileoo, Jettoo, KWS Meridian, LG Globetrotter, SY Kingston.

Rug
Mest stråstive: KWS Jethro, KWS Berado, Astranos, KWS Tayo.
Middel: KWS Rotor, KWS Pulsor.
Mindst stråstive: KWS Serafino, KWS Receptor, KWS Igor.

Triticale
Mest stråstive: Cappricia.
Middel: Probus, Trias, Lumaco.
Mindst stråstive: Brehat, Neogen, Trivalan.

Hvis du dyrker rug og hvede på brødkontrakt, skal du være opmærksom på, at det er et krav, at der ikke anvendes vækstreguleringsmidler.

6. Vurdering af risiko

Du kan bruge vækstreguleringsprognosen i CropManager til at vurdere risikoen for lejesæd i dine hvede- og rugmarker. Her kan du se, om dine marker forventes at have en lav, middel eller høj risiko for lejesæd.

Risikovurderingen bygger på markoplysninger om sådato, jordtype, vinterhvedesort, kvælstoftildeling, N-eftervirkning og markens biomasse (satellitbilleder).

Modellen tager ikke hensyn til, at tørre vækstforhold kan reducere risikoen for lejesæd.

7. Graduering

Benyt dig af muligheden for at graduere vækstreguleringsmidler efter markens biomasse, hvis du har grejet til det. Det er især en fordel i de marker, hvor der er betydelige forskelle i biomassen.

Dosis øges i de mest kraftige områder med størst behov for vækstregulering, og reduceres i de mest tynde områder, hvor der måske er risiko for udbyttetab ved høje doser. Regulér op og ned med plus/minus 25 procent.

Tildelingskortet kan laves i CropManager eller CropSAT (gratis).

Kilde: www.landbrugsinfo.dk

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.