Brug satellitbilleder til at se, hvor der skal sås om

Ugen På Spidsen: Efter en meget våd vinter er der i nogle egne af landet stort behov for så marker helt eller delvist om - eller lave en isåning.

Har du afsidesliggende marker, som du måske ikke kommer over så tit - eller bare rigtig mange marker. Eller har du lejet nyt jord ind, som du ikke kender så godt?

Ja, så er der nu en ny mulighed for at få et bedre overblik over, om nogle af markerne skal sås helt eller delvist om eller isås.

Seges har nemlig lavet en ny visning på landmand.dk, hvor du kan se, hvilke af dine vintersædsmarker og hvor i marken, der kan være behov for isåning/omsåning. Disse områder ses som pletter i marken.

Vurderingen er foretaget ud fra de nyeste satellitbilleder af vintersædens biomasse (hvede, rug og vinterbyg) i sidste halvdel af marts 2020.

Seges vurderer ud fra markforsøg og erfaringer, at der er behov for isåning eller omsåning i de områder, hvor biomassen (NDVI) er lavere end 0,3. Alle felter med et NDVI på under 0,30 ses derfor som pletter i markkortet. Er biomasse-værdien højere end 0,3, vurderer Seges, at afgrøden kan komme til at yde et fornuftigt høstudbytte.

Kortet opdateres med nye satellitbilleder frem til og med 1. april. Under kortet kan du se en samlet oversigt over dine marker med vinterhvede, vinterbyg og vinterrug - og deres omsåningsbehov i hektar.

Det er da godt nok smart. Kortene giver selvfølgelig kun en generel vejledning, som Seges også understreger.

Der kan sagtens være lokale forhold, som betyder, at behovet for om- eller isåning er anderledes, end det vurderes ud fra et satellitbillede. Men det er et rigtig godt hjælpeværktøj - som selvfølgelig altid skal kombineres med en tur rundt til sine marker.

Desværre er det kun landmænd, der er MarkOnline brugere, og hvor der er en markplan for 2020 med tilhørende markkort, der kan bruge løsningen. Normalt anvender Seges markkort og afgrødeoplysninger fra Grundbetalingsansøgningen, men det er ikke muligt på nuværende tidspunkt, da ansøgningsrunden ikke er afsluttet, oplyser de.

 

Merete Hattesen er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus.

 

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus, "Ugen på spidsen", sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.