Landmand har skiftet slidte drænkort ud med digitale - nemmere at finde gamle rør

Slut med slidte og lasede drænkort. Landmand Esben Skøtt er klar til at gå i marken med telefonen som redskab, når dræn skal renses eller udskiftes

Landmand Esben Skøtt er en af de første landmænd i Sønderjysk Landboforening (SLF), der har digitaliseret sine drænkort, og han glæder sig over, at det nu vil lette arbejdet i marken.

"Nu bliver det nemmere at finde de gamle drænrør, når de skal renses og repareres", fortæller Esben Skøtt, der bor på Allergaard tæt ved Christiansfeld, i en pressemeddelelse fra SLF.

For et par måneder siden var Esben Skøtt en tur omkring planteavlsafdelingen for at aflevere de gamle gulnede papir drænkort – slidt og lasede af tidens tand og adskillige ture i marken.

Herefter blev kortene scannet ind, og i samarbejde med landmåler Morten Linnemann Madsen fra Landbo Thy er kortene nu tegnet ind og digitaliseret, så Esben Skøtt fremover kan få kortene frem via FarmTracking appen på sin telefon.

Fra venstre landmåler Morten Linnemann Madsen fra Landbo Thy, planteavlskonsulent Carsten Clausen Kock og landmand Esben Skøtt.

Nemt at finde drænrør

Problemet med de gamle kort er først og fremmest, at de er slidte og nemt går i stykker.

En udfordring med de gamle fysiske drænkort, er også, at når landmanden skal undersøge, hvor drænene præcist ligger under jorden, så skal han først rundt i marken og måle op.

"De fleste dræn er fra 1950érne, så der kan være sket meget på grunden siden, drænene blev tegnet ind. Veje og grøftekanter kan være flyttet, så det er svært at finde fix-punktet, og man kan nemt regne flere meter forkert", forklarer Esben Skøtt.

Optimering af udbytte

Ved hjælp af digitaliseringen bliver det også nemmere at tilføje stikledninger.

Planteavlskonsulenten forklarer:

"Nye dræn eller genfundne dræn bliver også nemmere at tegne ind, og det kan være et puslespil at få det fulde overblik. Her er FarmTracking med sin hotspot funktion bare et rigtig godt redskab, hvor man selv kan tilføje på stedet i marken", forklarer Carsten Clausen Kock.

"Med digitaliserede drænkort og Farmtracking er det væsentlig lettere at lokalisere sine dræn i marken, og dermed kan man også mere effektivt få renset og repareret de gamle rør. Og overblikket er vigtigt i dag – ikke mindst, når man har besøg af en rendegraver med et taxameter, der tæller."

Det betydelige bedre overblik over drænsystemet kan i sidste ende være med til at optimere udbyttet på markerne.

Det gør, at marken bliver hurtigere farbar og tjenlig i foråret, og det kan uden tvivl ses på bundlinjen.

Forsøg viser store merudbytter for velfungerende dræn, da dette er forudsætning for en god rodudvikling og en forsvarlig udnyttelse af næringsstofferne. 25-30 procent i merudbytter er på ingen måde usædvanlige.

"I det lys kan mange nok nikke genkendende til, at de har et betydeligt efterslæb på deres tilsyn med samt vedligehold af dræn", mener Carsten Clausen Kock.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.