Eva Kjer siger ja til GMO-afgrøder i Danmark

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen indstiller, at Danmark siger ja til at dyrke fire nye typer GMO-majs i Danmark.

EU-Kommissionen får et ja fra Danmark, til at danske landmænd gerne må dyrke gensplejsede afgrøder, GMO. Det bekræfter miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i et skriftligt svar til fødevarewatch.dk.

"Jeg mener ikke, at vi skal afskære landmændenes mulighed for at dyrke GMO-majs. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har foretaget en grundig miljø- og sundhedsmæssig risikovurdering af den her type GMO-majs og siger god for dem," lyder det fra Eva Kjer Hansen i svaret.

EU-Kommissionen har valgt at lade de enkelte EU-medlemslande selv at tage stilling til, om der skal dyrkes gensplejsede afgrøder i deres land.

Ministeren har sendt sit svar over til Europaudvalget, som nu skal diskutere ja'et, skriver fødevarewatch.dk.

"Jeg lægger dog vægt på, at både offentligheden og Folketinget inddrages i GMO-spørgsmål. Derfor har jeg iværksat en høring. Jeg ser frem til at modtage høringssvarene, og til at drøfte sagerne med Folketinget," skriver Eva Kjer Hansen.

Fire majssorter
Det ministeren siger ja til, er dyrkning af fire genmodificerede majssorter:
- MON 810 fra Monsanto
- Majs 1507 fra Pioneer
- Majs Bt11 fra Syngenta
- Majs GA21 fra Syngenta.

Ifølge ingeniøren.dk blev de første ansøgninger om EU-godkendelse af de fire majssorter indleveret helt tilbage i 1990erne.

Sorten MON 810 producerer et giftstof mod majshalvmøl.

Sorten GA21 har fået indsat et gen, som gør den modstandsdygtig over for glyphosat, den aktive ingrediens i Roundup.

Og de to sorter 1507 og Bt11 producerer et giftstof mod majshalvmøl. Begge to er desuden resistente over for sprøjte­midlet glyfosinat, som ikke må benyttes på danske majsmarker.

Danske landmænd klar
Under alle omstændigheder står de danske landmænd på spring, hvis de får lov til at dyrke genmodifi­ceret majs.

»Det er vigtigt at have mulighed for at dyrke afgrøder, som kan tackle de udfordringer, vi står over for,« siger chefkonsulent Bruno Sander Nielsen fra Landbrug & Fødevarer til ingeniøren.dk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.