Finanslov: 1,4 mia. kr. til landbrugspakke

Indsatser for over én mia. kroner skal beskytte miljøet. Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti afsætter med finanslovsaftalen 1.125 mio. kroner til miljøtiltag som en del af en fødevare- og landbrugspakke.

Finanslovsaftalen, der netop er forhandlet på plads, sikrer midler til at skabe bedre rammer for et landbrug i balance med miljøet. Samlet set har regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti afsat 1.425 mio. kroner til en kommende fødevare- og landbrugspakke, hvoraf over én mia. kroner går til miljøtiltag.

"Vi vil værne om vores miljø samtidig med, at vi giver landmændene bedre muligheder for at arbejde sig ud af krisen. Miljø og fødevareproduktion er to styrker, som Danmark er verdenskendt for. Ved at lempe på reguleringen af landbruget og samtidig afsætte over en milliard til miljøtiltag rammer vi en balance, der giver plads til begge dele," siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.

For at sikre bedre rammevilkår for landbrugserhvervet vil regeringen udfase de reducerede kvælstofnormer, ophæve randzoneloven, afskaffe 60.000 hektar målrettede efterafgrøder samt lempe gødskningsforbuddet på § 3-arealer.

For at sikre, at indsatserne kan ske under hensyn til miljøet og Danmarks EU-retlige forpligtelser i henhold til vandrammedirektivet og nitratdirektivet, er der afsat en reserve på 225 mio. kroner i 2016 og 300 mio. kroner årligt fra 2017 til 2019 til at gennemføre kompenserende miljøtiltag, herunder en kommende målrettet regulering.

Derudover bliver der afsat 75 mio. kroner årligt fra 2016 til 2019 til initiativer inden for fødevare- og landbrugserhvervet.

Regeringen vil indkalde til forhandling om de konkrete indsatser. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.