Flemming Fuglede: "Allerede i år skal vi gøde mere"

En dom ved Landsretten kan have øjeblikkelig opsætttende virkning, mener formand for Bæedygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen.

»Vi skal ikke vente til næste år. Allerede i år - i denne dyrkningssæson - skal vil have lov til at gødske mere end normerne.«

Sådan lød det fra en optimistisk formand for Bæredygtigt Landbrug, Flemming Fuglede Jørgensen, før starten på første retsmøde om gødningsreglernes lovlighed ved Landsretten i Viborg.

»Landsrettens afgørelse kan have øjeblikkelig opsættende virkning, så vi kan nå at proteingøde hveden, som næsten er helt hvid efter al den nedbør, som er faldet, og den udpining af jorden, som er foregået over en årrække. Jeg håber og tror på, at dommerne forstår sagens sammenhæng og den alvorlige situation, som reglerne har bragt landbruget i.«

Flemming Fuglede Jørgensen vil overvære alle de fire dages retsmøder, hvor advokat Hans Søgaard Christensen vil gøre brug af næsten 5000 siders bevisførelse og adskillige vidner til at underbygge Bæredygtigt Landbrugs påstand om, at gødningsreglerne er en hovedårsag til forarmelsen og gældsætningen af landbruget og er stort set uden den ønskede miljøeffekt.

»I 2013 havde to ud af tre heltidslandmænd underskud på driften, og ifølge bankfolk vil halvdelen af vores lanmænd gå konkurs, hvis der ikke sker afgørende ændringer,« siger formanden,

»En ændring af gødningsreglerne, så vi kan give afgrøderne, hvad de skal bruge, løser ikke alle landbrugets økonomiske problemer, men det vil være et kæmpestort skridt på vejen.«

Flemming Fuglede Jørgensen håber og tror på, at landmændene vil kunne juble, når Landsretten på fredag træffer sin afgørelse - »hvis dommerne har modet til at gå op imod staten,« som han udtrykker det.

»Vi har i foreningen indtil videre brugt cirka 10 mio. kr. på retssager, fordi vi tror på, at det er mest effektive vej at gå,« forklarer formanden, der tvivler mere på politiske løsninger.

»Vi hører ganske vist Venstre sige, at de vil ophæve randzoner, lempe gødningsreglerne og flere andre gode ting men, men... Før der sker ændringer med effekt af betydning fra den kant, er alt for mange landmænd bukket under. I løbet af den sidste måneds tid har tre af vores medlemmer begået selvmord, og det giver stof til eftertanke. Og i foreningen mister vi næsten 500 medlemmer om året, fordi landmænd giver op. Men heldigvis kommer der også nye til, som vil være med til at kæmpe vores sag.«

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.