Frøavler: Fem hektar rapgræs stod under vand i to måneder - ingen forskel i dag

Hos frøavler Stig Zacher Sørensen ved Kolind har alm. rapgræs-marken været periodevis oversvømmet hen over vinteren, mens rajgræs og rødsvingel er gået fri.

Stig Zacher Sørensen driver  i samarbejde med sin far, Johannes, planteavl på 449 hektar ved Kolind på Djursland, og her har den våde vinter ført til oversvømmelser for en af de tre dyrkede frøgræsarter.

På inddæmmet havbund dyrkes nemlig 14 hektar alm. rapgræs, og her har dele af marken været oversvømmet i en periode.

- Rapgræsset blev sået ud med 7 kilo per hektar i renbestand 22. august med forfrugt alm. rapgræs.  Udlægsmarken stod fint i efteråret, men sidst på året faldt der meget nedbør, og en tredjedel af marken stod under vand halvanden til to måneder.

- Jeg har aldrig oplevet så meget åbent vand på en mark over så lang en periode, siger Stig Zacher Sørensen.

Stig Zacher Sørensen driver planteavl med sin far Johannes ved Kolind på Djursland, hvoraf en del af arealet er på inddæmmet havbund.

Overrasket: Marken så fin ud

Han fortæller, at pumperne i Kolindsund nærmest kørt i døgndrift og på fuldt tryk. Nogle gange er kanalerne gået over bredderne, så det samme vand har skullet pumpes væk igen.

- Jeg havde forventet, at vi skulle pløje den oversvømmede del af marken op - men nogle uger, efter vandet forsvandt, så marken fin ud. I dag kan man overhovedet ikke se forskel hen over marken, og det er jeg meget overrasket over.

Til høst i år dyrkes af frgrøs også 14 hektar alm. rajgræs og 20 hektar 1. års rødsvingel, og begge har klaret sig godt gennem vinteren. Rødsvingelen står typisk lidt uens efter en vinter, og det gælder også i år, men forventningen er at den kompenserer hvor det er nødvendigt.

Derudover lyder markplanen på stivelses- og læggekartofler, vårbyg og spinatfrø.

Læs mere om frøavler-sæsonen hos Stig Zacher Sørensen i magasinet Frøavleren, der udgives af L&F Frøsektionen.

Faktaboks

Markplan, Mariesminde og Direktørgården

  • Stivelseskartofler: 171
  • Læggekartofler: 10
  • Vårbyg: 94
  • Alm. rapgræs, 1. års, Dasas: 14
  • Alm. rajgræs, Wetherby: 47
  • Rødsvingel, 1. års: 20
  • Spinatfrø: 59
  • Græs og brak: 34

I alt: 449 hektar

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.