Arla hæver mælkeprisen i maj

Både de konventionelle og økologiske mælkeproducenter får samme ryk opad.

Alle Arlas mælkeproducenter kan se frem til en højere mælkepris i maj måned.

For mejeriet hæver både den konventionelle og økologiske mælk med 3,7 øre per kilo svarende til 0,5 eurocent.

Det er dog inklusiv en øget udbetaling på 0,2 øre per kilo mælk fra Arlas bæredygtighedsprogram. 

Det gennemsnitlige antal bæredygtighedspoint er nemlig steget med 1, hvilket svarer til de 0,2 øre. Dermed stiger acontoprisen for mælken reelt "kun" med 3,5 øre per kilo.

Dermed lyder acontoprisen for konventionel mælk af den bedste kvalitet på 336,1 øre per kilo mælk fra i morgen. 

Tilsvarende hæves den økologiske mælk til 381,3 øre per kilo for mælk af den bedste kvalitet og baseret på klimatjekdata og bæredygtighedstillæg. 

Arla begrunder stigningerne med, at det globale mælkeudbud ligger lidt under det normale niveau samtidig med, at råvaremarkederne er stabile. Desuden har detailhandlen en positiv udvikling.

I Storbritannien kan de økologiske mælkeproducenter dog se frem til en højere stigning. Her stiger mælkeprisen med 1,5 eurocent per kilo mælk på grund af stigende efterspørgsel og øget indtjening.

 

 

Hollændere hævede også

Arlas hollandske FrieslandCampina hævede i går sin konventionelle mælkepris med 0,5 euro til 47,25 euro per 100 kilo mælk (352,4 øre per kilo mælk).

Den økologiske mælk blev fastholdt på 56,50 euro per 100 kilo mælk (421,4 øre per kilo mælk).

Arlas og FrieslandCampinas priser kan dog ikke sammenlignes 1:1 på grund af forskelle i afregningsmetoder og efterbetaling.

Mælkeproduktion faldt i januar

Arla skriver i sin månedlige markedsberetning, at den samlede mælkeproduktion i EU og Storbritannien i januar faldt med en procent i forhold til året før.

Men både fedt og protein i mælken var højere, hvilket betød, at den energikorrigerede produktion kun faldt med -0,2 % på årsbasis i januar.

Samtidig har der været et stærkt opsving i fløde- og smørpriserne efter den første uge efter påske, hvor smørnoteringerne steg med næsten 3,5 procent i samme uge, og flødepriserne steg med 5 procent.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle