Graduering har løftet hvedeudbytterne med 1,5 ton pr. hektar

Brødrene Søren og Thomas Gammelby har gradueret udsædsmængden ved såning af vintersæd siden 2017. De har løbende arbejdet videre med graduering, så de nu også graduerer tilførslen af gødning og kemi. Det er især gradueringen af udsædsmængden, der har været afgørende for, at udbyttet i vinterhvede er øget med 1,5 ton pr. hektar. Næste udfordring bliver spot-sprøjtning.

Det var ikke problemfrit, da Søren og Thomas Gammelby i efteråret 2017 besluttede, at de ville graduere udsædsmængden af vintersæd.

Den største udfordring i starten var at lave de tildelingskort, der skulle køres efter.

Derudover skulle teknikken kunne snakke sammen.

Problemerne er løst og gradueringen af udsædsmængderne kører problemfrit - undtagen i vinterrapsen, hvor teknikken ikke kan håndtere de meget lave udsædsmængder.

Gevinsten ved graduering er blandt andet, at udbyttet i vinterhveden er øget fra ca. 8,5 til 10 ton pr. hektar. 

Derudover har det i høst været tydeligt, at afgrøden står meget jævnt og derfor lettere glider gennem tærskeren. Det fortæller Søren Gammelby om i Frontløberen i september-udgaven af MARK.


Mere jævne marker

Ved graduering af handelsgødning og planteværnsmidler bruger brødrene Gammelby CropSat. 

»Vi laver stadig en manuel tilretning af tildelingskortene. Det fungerer rigtig godt«, siger Søren Gammelby. 

Han tilføjer, at det er tydeligt, at behovet for graduering af handelsgødningen ikke er så stort mere, efterhånden som der bliver etableret en mere jævn afgrøde.  

Det er særligt tydeligt i vinterhvede, mens det ikke er så tydeligt i vårbyg. 

Den jævne plantebestand er formentlig også grunden til, at der i år var en meget lille variation i biomassen, da der skulle sprøjtes mod svampesygdomme i vinterhveden.  

»Biomasse-indekset varierede fra 0,82 til 0,85. Det var et meget lille udsving, og da vi samtidig bor i et område med et lavt smittetryk, droppede vi at graduere ved svampesprøjtningerne«, siger Søren Gammelby. 

Den lille variation i biomassen gjorde samtidig, at de vurderede, at der ikke var behov for vækstregulering. 

Læs mere i spetember-udgaven af MARK, som udkommer 7. september.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.