Høstbarometer: Kornet er modent - men vejret driller

Det blev til få, men gode høstdage de fleste steder i den forgangne uge.

Flere landmænd nåede at starte forsigtigt op på høsten af flere kornafgrøder i ugens løb.

Lokale byger sætter dog hurtigt en stopper for høstarbejdet, og vejrprognosen er sjældent stabil flere dage frem.

Sådan er det danske høstvejr ofte. I år er foreløbig ingen undtagelse.

Sygdomsramt vinterraps

Vinterbyggen er nu høstet over hele landet med tilfredsstillende udbytter, der ifølge planteavlskonsulenternes skøn lander på knap 66 hkg pr. ha.

For vinterraps er udbytterne på nuværende tidspunkt svære at give et reelt billede på.

Hos Sagro i Esbjerg/Billund er meldingen, at udbytterne er på ca. 40 hkg pr. hektar, mens markerne på Sjælland og Falster er præget af skadedyr og sygdomme.

»Vinterrapsen har flere steder lagt sig ned. Det ligner en kombination af kransskimmel, phoma og bladribbesnudebillen. Det ser ud til at gå ud over udbyttet. Hvor slemt kan ikke siges endnu«, fortæller Christian Iuel fra VKST.

Store regionale forskelle

Vinterhvede og vårbyghøsten er også ved at komme godt i gang.

Der er dog store variationer i høstet areal - både på landsplan og lokalt.

»Der er meget stor forskel på, hvor langt landmændene er nået med at høste. Nogle er færdige med hveden, mens andre ikke er begyndt«, lyder det fra Torben Videbæk, konsulent på Bornholm.

Det samme gør sig gældende for vårbyg, hvor man er længst fremme i Nordjylland. Baggrunden for den tidlige høst i Nordjylland er dog lidt dyster, da det er tørke, der har fået afgrøderne til at modne hurtigt af.

Spæd opstart

Mejetærskerne er også blevet opstartet i rug flere steder i landet, mens det kun er Sjælland, der er gået i gang med havre.

De første såmaskiner til etablering af vinterraps og efterafgrøder har ligeledes været på banen. Længst fremme er Nord- og Midtjylland, hvor 10 pct. af vinterrapsen er sået.

Faktaboks

Høstoverblik

  • Sygdomsangreb påvirker vinterrapsudbytterne på Sjælland og Falster.
  • Årets vinterbyg er nu færdighøstet i hele Danmark.
  • Tørke har fremrykket høsten i Nordjylland. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.