Haglskader i raps på op mod 90 procent udbyttetab

Det ustadige vejr i de seneste uger har medført skybrud, torden og hagl mange steder. Det er især gået ud over høstklar raps.

Under sidste weekends uvejr med torden og skybrud er der enkelte steder faldet hagl på størrelse med ærter.

Det har medført udbyttetab på 25-75 procent i de høstklare rapsmarker.

I kornarealerne har især hveden fået afslået kerner, fortæller planteavlskonsulent Per Skodborg fra Sagro i Herning.

90 procent skader

Også omkring Viborg har der været store haglskader, fortæller planteavlskonsulent Brian Bastrup Søndergaard fra Velas i Viborg:

- Et bælte øst for Viborg har desværre været hårdt ramt af haglskade sidste weekend med skader på op mod 90 procent. Der er derfor ingen tvivl om, at høsten af raps for alvor vil gå i gang, så snart der er tørvejr til det.

Rajgræs på skår ramt

Hos Fjordland i Skive har man også opgjort haglskader. Ifølge planteavlskonsulent Peter Westphael er det især et område vest for Skive, der er hårdt ramt.

- 90 hektar raps er hårdt ramt, her kommer der til at mangle mere end halvdelen af udbyttet. Vi har også set skader i en rajgræs til frø, der ligger på skår, hvor mindst 25 procent af frøene er tabt, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.