Koldt forår udskyder jordbærsæsonen

Den kolde start på foråret har forsinket den danske jordbærsæson med ti dage, men solskinsvejret i maj vil formentlig hjælpe meget på det.

Selvom vi lige nu nyder godt af høj sol og varmegrader fra morgen til aften, så har de kolde og mørke forårsuger i marts og april skubbet jordbærsæsonen med ti dage.

Det fortæller Lars Aarup, analysechef i Coop, til Fyens Stiftstidende.

"Jordbærrene er meget afhængige af sollys, og fordi der ikke har været ret meget af det i de første forårsmåneder, så er jordbærrene blevet forsinkede", siger Lars Aarup, der til gengæld spår jordbærsæsonen til at være en rigtig god en af slagsen.

"Hvis vejret bliver ved med at arte sig, forventer vi meget store mængder om to uger, når tunnelbærrene rammer butikkerne. Og de ser også ud til at blive både store og saftige", siger han.

Også en række fynske avlere melder om en tiltro til, at jordbærrene bliver ekstra fine i år. Eksempelvis Lars Friis, der er produktionsmedarbejder på Skovhavegård i Tommerup.

"Det er rigtigt, at vi skal vente lidt længere på dem, end vi plejer, men jeg tror, at de bliver både store, flotte og friske".

Jordbærproduktionen er også jævnt stigende i disse år. Fra 2003 til 2012 steg jordbærproduktionen fra 4100 ton til 6650 ton, ligesom der nu også vil komme en økologisk variant i Coops butikker.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.