To kroner pr. hektar skal sikre planteberedskab

Forsøg, udvikling og fagligt beredskab på planteavlsområdet er akut truet af dårlig økonomi. L&F Planteproduktion lancerer kontroversiel redningsplan.

Danske landmænd skal via deres rådgivningscentre bidrage med to kr. pr. hektar til at sikre forsøg, udvikling og fagligt beredskab på planteavlsområdet.

Sådan lyder kort fortalt kriseplanen fra Landbrug & Fødevarer Planteproduktion, som efter måneders sonderinger i hele landet nu er klar til at præsentere udspillet for en bredere kreds.

Torben Hansen, formand for Landbrug & Fødevarer Planteproduktion, lægger ikke skjul på, at det er absolut tvingende omstændigheder, der har sendt ham ud på den prekære mission.

»Vi er fuldstændig klar over, at det er et rigtig dårligt tidspunkt at bede landmænd om penge på. Men sagen er, at vi står på en brændende platform. Hvis vi ikke vil risikere et totalt nedbrud af det faglige forsøgs- og udviklingsarbejde på planteavlsområdet er vi nødt til at gøre noget nu,« siger han.

Kilder tørrer ud

Ifølge Torben Hansen er baggrunden for udspillet fra L&F Planteproduktion de rå økonomiske realiteter, som betyder, at mulighederne for at finansiere innovation og udvikling ved Seges, Planter & Miljø, er akut forringet.

Planteavlsområdet har i modsætning til andre faglige områder ikke produktionsafgifter til rådighed og er derfor stærkt afhængig af bevillinger fra offentlige fonde og støtteordninger, Men vilkårene for at få bevillinger fra fondene strammes år for år og forudsætter en stigende grad af egenfinansiering,

»Vi har arbejdet med det her i flere år, og vi effektiviserer benhårdt på Seges. Men vi kan ikke spare os fra, at vi ikke kan udnytte promillepengene, uden vi nu selv stiller med 5-10 pct.,« siger Torben Hansen.

Landbrugspakke koster

En anden sorte sky er, at de landdistriktsmidler, som i dag finansierer en stor del af det uvildige forsøgsarbejde på planteavlsområdet, forsvinder fra 2018.

Det skyldes, at regeringen har omdirigeret midler på landdistriktsprogrammet for at sikre penge til landbrugspakken.

»Selvom vi er rigtig glade for landbrugspakken, er den medvirkende til, at vi nu skal bidrage med mere selv, hvis vi skal sikre landsforsøgene og det faglige beredskab, som er en kæmpe fordel for danske landmænd,« siger Torben Hansen.

Løsning via Mark Online

Torben Hansen m.fl. har været rundt på rådgivningscentre i hele landet for at debattere situationen med bestyrelser og direktioner. Tiden er nu inde til at føre diskussionen videre i fuld offentlighed, mener Torben Hansen.

Han håber på opbakning i første omgang ved de kommende regionsmøder på planteavlsområdet, så arealbidraget på to kr. kan komme i spil i 2017.

Ifølge den model, der drøftes p.t., skal bidraget på to kr. pr. hektar opkræves fra rådgivningscentrene med udgangspunkt i markprogrammet Mark Online og Dansk Markdatabase, hvor 85 pct. af landbrugsarealerne er registreret. En to-krone pr. hektar ventes at indbringe cirka 4,4 mio. kr.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.