Kvælstofprognosen 2020 viser behov for øget N-tilførsel

Landmænd med finsand og lerjord kan se frem til at skulle gøde deres marker med 5-10 kg kvælstof mere pr. hektar, viser dugfrisk kvælstofprognose for 2020.

Kvælstofprognosen 2020 viser, at der i år er behov for at tilføre mere kvælstof end normalt.

Kvælstofprognosen er lavet ud fra målinger af, hvor meget plantetilgængeligt kvælstof der var i jorden i første halvdel af februar i år.

Ikke overraskende, så var der mindre end normalt. Mængden af plantetilgængeligt kvælstof i jorden afhænger nemlig i høj grad af, hvor meget det har regner i perioden fra 1. september til sidst i februar.

De usædvanligt store mængder nedbør i vinterhalvåret har således resulteret i, at danske landmænd sammenlagt kan bruge 10.000 ton kvælstof mere end normalt.

Det svarer til et gennemsnit på fire kg kvælstof pr. hektar.

Geografiske forskelle

Hvor meget ekstra kvælstof landmænd i forskellige områder af landet kan tilføre afhænger af to ting: Hvor meget nedbør der er faldet i lokalområdet og jordboniteten.

På kortet og i den vedlagte tabel kan man se, hvor meget ekstra kvælstof der må tilføres i de forskellige områder af landet.

I de områder, der er markeret med rødt, er der behov for tilførsel af 10 kg ekstra kvælstof pr. hektar på både finsand og lerjord.

I de områder, der er markeret med gult, er der behov for tilførsel af kvælstof fem kg ekstra kvælstof pr. hektar på finsand og 10 kg ekstra kvælstof pr. hektar på lerjord.

På grovsand skal der ikke tildeles mere kvælstof end normalt.

Kvælstofprognosen gælder ikke for afgrøder, der har en stor optagelse af kvælstof i løbet af efteråret og vinteren. Det vil sige, at den kun gælder for forårssåede afgrøder og vinterkorn.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.