Landmand: Jeg har sået companion crops i al rapsen

I marken nu: Hos Niels Hansen har companion crops ikke i tilstrækkelig grad kunne lokke sneglene væk fra rapsen, der har været hårdt angrebet i år.

- Der har været mange snegle i rapsen i år. Især i én mark, der har en forhistorie med havre og før det græs - mens de andre marker har forfrugt hvede, fortæller Niels Hansen fra Haslev i Østsjælland.

- Jeg har givet sneglegift 6-7 gange i denne mark, som jeg også har tilsået med raps to gange, fordi planterne første gang ikke engang nåede at komme over jorden. Rapsen bliver ved at spire frem, nu hvor der er kommet vand, fordi det var tørt ved såning. Så den står i meget varierende størrelser fra fire løvblade til kimbladsstadiet.

- Jeg regner dog med, at jeg nu er på toppen af snegleangrebene. Så det skal gerne gå fremad. Jeg er dog godt klar over, at med alt det vand, der er kommet på det seneste, skal jeg stadig være obs på sneglene. Der bliver i hvert fald en plet, hvor der ingen raps er, siger han.

Companion crops

Niels Hansen har sået companion crops i form af hestebønner og kløver/boghvede i alle rapsmarker, som gerne skulle tilføre næringsstoffer og aflede skadedyr fra rapsen. Men de har altså ikke i tilstrækkelig grad kunnet lokke sneglene væk fra rapsen.

Til gengæld ser han ikke længere jordlopper, som ellers lavede lidt skade i starten.

- Jeg tilskriver det markernes mange nyttedyr, som jeg passer godt på. Så det er virkelig fedt at se, siger han.

Gør klar til at så

Ellers er Niels Hansen i gang med at gøre klar til såning af hvede, som han starter med i indeværende uge, når det forhåbentlig har regnet af.

- Jeg giver roundup cirka en uge før, jeg sår med min direkte Horizon såmaskine. Jeg har prøvet at så dagen efter sprøjtning, men det hæmmer afgrøden, så det er jeg holdt op med. Måske fordi der sidder lidt roundup på afgrøderesterne, når kornet spirer frem.

Han sår brødhvedesorten Bright, og har i foderhvede valgt en sund og robust blanding af Heerup, Rembrandt og KWS Extase. De tre sorter dyrkede han ved siden af hinanden i 2022, og høstede på tværs, så de er blandet op.

Udfordring her & nu

Raps:

- Jeg har sprøjtet med Agil mod spildkorn og vil også give Belkar i et par marker, hvor der kommer for meget ukrudt. Det der ikke får Belkar nu, får Galera i foråret. Senere skal al rapsen have Kerb. Efter sidste år uden Kerb har jeg besluttet, at jeg aldrig mere vil så raps, hvis jeg ikke har Kerb på lager.

Vintersæd:

- Jeg har trukket hvedesåning så lang tid som muligt for at give problemgræsserne lidt hårdere kår. Som udgangspunkt giver jeg ikke gødning i efteråret - dog får det senest såede på kold, stiv jord nok lidt DAP-gødning.

Faktaboks

  • Niels Hansen driver 330 ha ved Dalby, Haslev, med hvede, raps, vårbyg, havre, ært, hestebønne & græsfrø.
  • Jorden er dyrket pløjefrit fra 2008. Fra 2018 100 % Conservation Agriculture.
  • Såmaskine: Horizon DSX 60-16 m. skrå skæreskive.
  • Nyvalgt i FRDK-bestyrelsen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.