Landmand: Jeg har været i frømarken med buskrydder

Som frøavler er det vigtigt at holde frømarken helt ren for fremmede arter - ikke mindst græsukrudt. Her er lugning og afslåning vigtige redskaber.

"Jeg har været ude at afslå et hjørne med fremmed ital. rajgræs i min rajgræsmark til frø (som er til præbasis), så der ikke sker krydsbestøvning.

Jeg har også gået resten af marken igennem med buskrydder for at få enkeltplanter væk, der ikke skal være der«, fortæller Rasmus Eriksen.

Han synes generelt, at der er mere tryk på græsukrudtet i år, især ude fra kanterne og i sammenpløjninger. Ital. rajgræs, agerrævehale og øvrigt græsukrudt har haft gode betingelser i år - især i tidligt sået vintersæd.

Kun lille behov for graduering

»Vi har netop kørt den vigtigste svampesprøjtning i vårbyg. Jeg havde egentlig lagt op til, at det skulle være en splitsprøjtning. Men alt går så stærkt ude i marken lige nu, så jeg i så fald skulle køre igen om seks dage, da jeg også har vækstregulering med.

Og det giver ikke rigtig mening med så lille en afstand. Så måske ender det med, at jeg nøjes med den ene gang«.

Han har som altid gradueret mængen af vækstregulerings- og svampemiddel op og ned efter CropSats satellitfotos af afgrødernes biomasse.

»Jeg synes virkelig, det er helt utrolig, så lidt variation der er i mine marker i år - endda på de meget kuperede arealer. Algoritmen i programmet foreslår næsten ingen graduering, selv om den er sat til at kunne graduere op til 20 pct. op og ned«, fortæller Rasmus Eriksen.

Gavner biodiversiteten

»Jeg har en gammel nåletræsplantage, som jeg aldrig rigtig har gjort noget ved. Stammerne var begyndt at vælte ned over hinanden, og den har altid været en torn i øjet på mig, fordi den lignede noget sjusk«, siger han.

Men i takt med at der er kommet mere og mere fokus på biodiversitet i landbruget, har han skiftet fokus.

»I dag er jeg blevet rigtig glad for den gamle plantage, fordi den har rigtig meget biodiversitet. Så nu får den endelig bare lov at stå«, fortæller han.

Faktaboks

Udfordring her & Nu

  1. Ukrudt: »Jeg er netop blevet færdig med sidste ukrudtsbekæmpelse i roerne, som endelig er begyndt at lægge fra land. De har ellers været meget hæmmet af for god virkning af ukrudtssprøjtningerne i det våde vejr. Det samme var udlægsmarken, som fik 0,1 DFF ved såning. Nu er udlægget desværre gået ud«.
  2. Svampe: »Jeg skal snart ud med den afsluttende aksbeskyttelse i hvede«.
  3. Skadedyr: »Hverken raps eller byg er skadedyrssprøjtet, da der ingen var«. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.