Landmand: Jeg overvejer mere bælgsæd for at spare N

"Kunstgødning er meget dyr lige nu, så jeg overvejer mere bælgsæd. Men mit store hvedeareal låser mig," siger Morten M. Mikkelsen.

"Min nye direkte John Deere discdrill såmaskine, som jeg købte, fordi den kan placere kernerne meget præcist, har indfriet mine forventninger. Kornet er kommet meget mere ensartet op, end det plejer. Samtidig roder den meget mindre i jorden - faktisk næsten ingenting«, fortæller Morten S. Mikkelsen.

Han er altså overordnet tilfreds med kerneplaceringen.

Der er dog lidt med luftmængden, han skal lære at styre, så den ikke skyder kernerne op igen. Men det regner han med, nok skal komme med øvelsen.

»Jeg får besøg af min sjællandske Conservation Agriculture erfagruppe på mandag. Så er det eksamensdag - det er nogle virkelig dygtige folk.

De skal bl.a. bedømme min nye såmaskines arbejde. Og så vil jeg gerne have dem til at se på min rapsmark, som jeg mener, er død. Den høje rapspris gør dog, at jeg gerne vil have en second opinion, før jeg dømmer den helt ude«, siger Morten Mikkelsen.

Mere bælgsæd for at spare N

»Jeg har sået en rimelig stor andel hvede i år i forhold til, hvad jeg plejer. Og med de høje gødningspriser lige nu kan det faktisk godt gå hen og blive ret dyrt.

Jeg overvejer derfor at så mere bælgsæd for at sænke mit behov for indkøbt kvælstof. Men jeg har begrænset plads på grund af al den hvede. For jeg skal jo også have plads til mit frøudlæg udlagt i vårbyg. Så det gør mig noget låst. Det havde været bedre at have mindre hvede i år, så jeg havde haft mere plads til hestebønner«, siger Morten Mikkelsen.

Han regner med, at markplanen for 2022 ser sådan ud:

  • 124 ha vinterhvede
  • 15 ha vinterbyg
  • 40 ha hestebønner
  • 60 ha vårbyg m. græs/kløverudlæg
  • 20 ha havre
  • 22 ha spinat
  • 30 ha frøgræs
  • 12 ha kløverfrø
  • 3 ha majs til helsæd
  • 12 ha eng
  • 338 ha i alt.
  • Efterafgrøder: før al vårsæd + gammel frømark før hestebønner.

Faktaboks

Udfordring her & Nu

  • Ukrudt: »Al vintersæd er sprøjtet med DFF, og så har jeg givet det mest kritiske jord i forhold til færdsel resistensbryderen Boxer (1 l/ha). Resten følger«.
  • Gylle til udlæg: »Jeg vil gerne nå at liste lidt smågrisegylle ud på græsudlægget, men spørgsmålet er, om jeg kan nå det inden 15. oktober«.
  • Høstfest: »Vi skal holde høstfest for dem, der har hjulpet i høst + familie. Vi holder det sammen med en maskinstation og en landmand og bliver ca. 70«.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.