Landmand: Perfekte forhold til at sætte kartofler

Alle afgrøder på Busholm står godt. 65 ud af 105 hektar kartofler er sat. De sidste 40 hektar sættes i den kommende uge.

- Forholdene til at sætte kartofler har været rigtig gode. For en uge siden satte jeg 40 hektar kartofler, og i denne uge (uge 16, red.) har jeg sat 15 hektar. De sidste 40 hektar sætter jeg i begyndelsen af næste uge, og så skal vi bare have noget vand, fortæller Paul Hilhorst.

Han mangler fortsat at pløje 15 hektar på nogle mindre marker, hvor der skal være kartofler. Med en syv-furet plov på små marker med 2-4 hektar tager det forholdsmæssigt alt for lang tid.

Lægning hos naboer

Tirsdag og onsdag fik han tilmed sat 30 hektar kartofler hos naboer. I den kommende uge klør han på med at lægge yderligere 80-90 hektar kartofler hos naboer.

Med en kapacitet på 15 hektar pr. dag på læggeren går der derfor mindst en uge, før de sidste kartofler er i jorden.

Stenstrenglægningen er afsluttet på de 60 hektar, hvor der var behov for det på Busholm, ligesom der også er blevet stenstrenglagt cirka 35 hektar hos naboer.

Alt står godt

De 145 hektar vårbyg på Busholm er kommet fint op. Det samme gælder de 24 hektar med hestebønner, som står med tre-fire centimeter høje planter.

Vårbyggen har endnu ikke fået handelsgødning. Den får lov at vente, til der er udsigt til nedbør, så der kan opnås en god virkning af gødningen.

Glimmerbøsser i rapsen

Sideløbende med arbejdet i kartoffelmarkerne har Jørgen sprøjtet mod glimmerbøsser i vinterrapsen og bekæmpet græsukrudt i vinterhveden.

- Vores raps er ikke så langt fremme. Der går derfor et stykke tid, inden den er forbi knopstadiet. Da vi fandt en del glimmerbøsser i rapsen, turde vi ikke undlade at sprøjte mod dem, fortæller Jørgen Jacobsen.

Faktaboks

Udfordring her og nu

  • Kronhjorte: Det har været planen, at de 18 hektar med rug skulle vækstreguleres. På en mark på 12 hektar rug har en flok med cirka 100 kronhjorte dog gnavet rugen ned i en grad, så vækstregulering ikke giver mening.
  • Vanding: Sidst i næste uge skal de 46 hektar almindelig rajgræs til frø vandes, hvis der ikke kommer nedbør. Inden da skal vandingsanlæggene testes og klargøres. Jørgen og Paul klargør selv de syv almindelige vandingsmaskiner, mens servicefolk fra Bauer klargør de to Pivot-vandere.

 

Busholm APS

  • Busholm APS ved Løgumkloster ejes af Jørgen Jacobsen og Paul Hilhorst.
  • 476 hektar med korn, raps, frøgræs, hestebønner, majs og kartofler samt 9.000 slagtegrise.
  • To Pivot-anlæg og syv vandingsmaskiner.
  • En ansat.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.