Landmand: Raps, hvede og majs får mindre kvælstof i år

Jacob Bülow har taget 30 hektar ærter med i sædskiftet for at spare dyr kvælstofgødning. Derudover vil han trække nogle af afgrøderne i kvælstof - og graduere gødningstildelingen. 

"Jeg har taget ærter med i sædskiftet. Derudover vil jeg både trække nogle afgrøder i kvælstof, graduere N-tildelingen og fordele gyllen på en anden måde, end jeg plejer.«

Sådan siger Jacob Bülow fra Jystrup ved Ringsted, når han kort skal ridse op, hvordan han vil klare udfordringen med at få mest muligt ud af den dyre gødning.

Han købte stort set al gødningen i oktober, efter at priserne var begyndt at stikke af. Således gav han 382 kr. pr. hkg for NS 27-4 og svovlsur ammoniak. DAP startgødning til majsen blev købt for 498 kr. pr. hkg, mens KornKali til de græs- og hvedemarker, som ikke får gylle, blev købt for 345 kr. pr. hkg.

Han er dog klar i mælet i forhold til, at han går målrettet efter at avle høje udbytter. 

For at dække sin risiko af har han allerede solgt en del af 2022 høsten.

Ændret sædskifte

»Jeg må indrømme, at jeg ikke troede, at prisstigningerne på gødning ville vare ved i efteråret, men i oktober var jeg til et møde, hvor vi fik at vide, at den dyreste gødning var den gødning, man ikke havde købt. Da gik alvoren virkelig op for mig«, fortæller Jacob Bülow.

Han tilføjer, at han handlede stort set al gødningen til den kommende sæson i bilen på vej hjem fra mødet. De efterfølgende dage blev brugt til at finpudse aftalerne og tilrette gødningsplanen for den kommende sæson. 

Det gav plads til 30 hektar ærter, som optager kvælstof fra luften. De skal heller ikke tilføres fosfor og kalium, da de dyrkes på jord, som har fået gylle gennem mange år, og hvor P- og K-tallene derfor er høje. 

Ud over ærter har Jacob Bülow også debut med frøgræs. Til foråret skal han således etablere 42 hektar udlæg af rødsvingel i vårbyg og 30 hektar engrapgræs i ærterne.

»Jeg har besluttet at køre gyllen ud på et større areal til foråret. Derudover skal majsen trækkes ca. 50 kg N pr. hektar, ligesom vinterrapsen og noget af vinterhveden skal have mindre kvælstof, end jeg ville have kørt med, hvis handelsgødningen var billigere«, siger Jacob Bülow.

I det nye nummer af MARK Special, der udkommer 8. marts, kan du læse mere om Jacob Bülows strategi for gødskning af afgrøderne i foråret.

Faktaboks

Frihedslund

  • Ligger ved Jystrup, 15 kilometer nord for Ringsted.
  • Driver 420 hektar planteavl plus har maskinsamarbejde med en kammerat, som driver 500 hektar.
  • Dyrker salgsafgrøder samt grovfoder til forældres ejendom med 155 malkekøer.
  • Èn medhjælper, som lejes ud til entreprenørarbejde i vinter-halvåret. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.