Landmand sår vårbyg: Jeg kan så alle 120 hektar på fem gode dage

Thorben Agger, Lomborg i Vestjylland, trak torsdag eftermiddag sin Horsch Pronto såmaskine ud i solskinsvejret og skød såningen af vårbyg i gang.

På trods af det våde vejr hen over vinteren, er såningen af vårsæd nu skudt i gang - godt hjulpet af nogle solrige dage.

En af de første på såmaskinen er Thorben Agger, der driver bedriften Ny Glarbjerg ved Lomborg i Vestjylland.

Torsdag eftermiddag tog han hul vårbyggen med sin 6 meter Horsch Pronto DC, der er efterspændt en Claas Axion 830 med 230 hk.

Thorben Agger har i første omgang vurderet, at 60 hektar JB 3-4 er tjenlig til såning. Det er endnu ikke muligt at køre på bedriftens stive lerjord og på de lavtliggende marker. 

Vårsæden begynder han ofte med at så først i marts, så i år er starten faktisk lidt til den sene side.

Torsdag var det smukt solskinsvejr og perfekt til start af forårssåningen på Ny Glarbjerg. Privatfoto 

Udsædsmængde på 110 kg pr. hektar

I alt skal han så 120 hektar vårbyg, først med en sortsblanding og senere på 40 hektar med sorten Feedway. Af vårsæd skal der også sås 15 hektar med havre.

Den vestjyske landmand betegner såbedet som "rigtig fint.

På de 60 hektar, der nu tilsås, blev der nedfældet 30 ton gylle pr. hektar for 14 dage siden. Efterfølgende er jorden pløjet, tilført kalk og til sidst fældet med en såbedsharve. Pløjning og harvning står naboen for, og til gengæld sår Thorben Agger naboens hestebønner og korn.

Ved såning af vårbyg placeres gødning i form af 110 kg N 27-4. Udsædsmængden er 110 kg pr. hektar, og det er noget under de normale 150 kg pr. hektar.

"Jeg har fået anbefalet af en konsulent at gå ned i udsædsmængde," forklarer Thorben Agger. 

Såkapaciteten er 8 hektar pr. påfyldning og cirka 4- 5 hektar i timen, meget afhængig af markernes størrelse.

"Jeg kan så hele vårsædsarealet på fem gode dage, men sådan kommer det nok ikke til at gå, og jeg må tage det i bidder," siger Thorben Agger.  

Vårbyggen skal dels fodres op i grisebesætningen, og dels leveres 200 tons til grovvaren i bytte for færdigfoder.

Faktaboks

Ny Glarbjerg

  • Lomborg i Vestjylland
  • Full-line produktion med 320 søer og årlig produktion af ca. 11.000 slagtesvin
  • Søer, smågrise og ca. 5.000 slagtesvin får tildelt hjemmeblandet foder. Ca. 6.000 slagtesvin er på færdigfoder
  • 300 hektar. Markplan omfatter vårbyg, vinterhvede, frøgræs, vinterraps og havre

Emneord PLUS, Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.