Gødskning af årets maltbyg er en delikat balancegang

Gødningspris og maltkvalitetsrisiko er afgørende i forårets indsats i maltbyggen. 

Af Frederik V. Larsen, planteavlskonsulent, Agrovi

Det har efterhånden fyldt en del, men gødningen er stadigt særdeles dyr, og med den seneste sikkerhedspolitiske udvikling ser det ikke umiddelbart ud til at ændre sig i nær fremtid. 

Det er derfor endnu mere vigtigt, at vi rammer rigtigt i vores gødskningsstrategi vårbyggen her til foråret.

Der er for tiden rekordhøje priser på maltbyg, og det vil derfor være en katastrofe ikke at ramme de nødvendige krav til kvaliteten, særligt proteinindholdet. Fokus er således på at producere maltbyg.

Hvad betyder efterafgrøder og jordtype?

Grundlæggende skal vi prioritere, hvordan vi bedst muligt bruger vores gødning smart, og hvilken indflydelse efterafgrøderne og jordtypen har på kvælstofforsyningen.

Normalt giver plus/minus 10 kg N pr. ha en ændring i maltbyggens proteinindhold på 0,15-0,20 procentenheder protein, henholdsvis mere eller mindre.

Såtiden påvirker udbyttepotentialet, og dermed skal der reduceres med minus 0,7 kg N pr. ha, når der sås efter den første april. Der er derfor en fornuftig stor fleksibilitet i den endelige mængde af kvælstof, vi skal tildele til maltbyggen. 

Den reelle eftervirkning af efterafgrøderne er næste moment til overvejelse.

Normalt ser vi, at eftervirkningen kan ligge i intervallet 10-60 kg N pr. hektar. Den lovpligtige eftervirkning, som din kvote justeres med, er som udgangspunkt 23 kg N pr. ha.

Beregn hvor meget kvælstof maltbyggen skal tildeles

Et bud på udregning af N-tildelingen til din maltbyg kan derfor være 130 kg N pr. ha som grundgødning fratrukket 25 kg N pr. ha fra efterafgrøden og 7 kg N pr. ha for såning 10. april.

Således lander vi på 98 kg N pr. ha til maltbyg med 70 hkg udbyttepotentiale på JB 6 jord.

I et år som i år er der både økonomiske argumenter for en reduceret N-tildeling samt en risikohåndtering i forhold til at sikre maltkvaliteten. Hellere for lidt kvælstof til maltbyggen i år end for meget.

Dernæst kommer, om du kan undlade fosfor- og kalium-tildelingen? Det kan kun overvejes i gyllegødede sædskifter, og/eller hvis du har tilstrækkeligt høje P/K tal over 3.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.