Landmand: Vi er næsten en måned bagud med såning

Det er koldt, afgrøderne gror ikke ret meget endnu, og såningen er meget forsinket - også på Bornholm hos Simon Elleby.

- Vi såede det første i søndags (16.april, red.), spinat og vårhvede. Men mangler både at så ærter, vårbyg med udlæg, ølandshvede, durumhvede og persillefrø, fortalte Simon Elleby først på ugen sidste uge.

Han har siden 2021 drevet Frennegård Agro på Bornholm og anslår, at de er knap en måned bagud med såningen.

- De sidste to år har jeg været færdig med at så i starten af april. I år startede vi først i april og er nok først færdige tæt på 1. maj, siger Simon Elleby.

Simon Elleby er fra Svaneke på Bornholm.

Går over til flydende gødning

Bedriften aftager 2.000 kubikmeter gylle, som bringes ud til frøgræs og bladbeder i løbet af denne uge, da jorden ikke har kunnet bære før.

- Vi kører handelsgødning ud tidligt. Jeg er tilhænger af at placere gødning i vårafgrøderne - cirka halvdelen af mængden. Resten tildeles som flydende gødning - det er nyt og noget, vi er ved at gå over til fra i år, hvis vi kan gøre det uden af svide, fortæller han.

Årsagen er, at han gerne vil sprede gødningen mere ensartet og præcist i kanterne. Kantspredningsudstyret på gødningsspredere er ikke præcist nok, mener Simon Elleby.

- Vi går over til en ny sprøjte, der kan køre med 25 og 50 centimeter dyseafstand, så spinat kan gødskes i rækken.

Frugtbart samarbejde

Kigger man nærmere på bedriftens markplan (se faktaboks), er det lidt usædvanligt, at en nystartet landmand har så mange specialafgrøder.

Men Simon Elleby overtog simpelthen alle kontrakter og kontakter fra sin forgænger 

- Vi er fire landmænd, der har et fantastisk arbejds- og maskinfællesskab med hinanden. Når vi skal være mange, hjælper vi hinanden. Og vi har altid sparringspartnere. Én er økolog, én er svineproducent, jeg laver konventionelle specialafgrøder - og så er der min forgænger, der er vores mentor. Han driver Pastariget med sin kone og producerer gourmet-pasta ud af bornholmsk durumhvede. Durum dyrkes normalt i Sydeuropa, men kan gro på Bornholm på grund af mange solskinstimer og varme havstrømme.

Udfordring Her & Nu

Etablering:

- Jeg pløjer alt i efteråret og harver i foråret før såning med en Kuhn S-pro disc såmaskine. Dog sår maskinstationen nogle specialafgrøder med en enkornssåmaskine på 50 centimeter rækkeafstand, siger Simon Elleby.

Specialmel:

- Jeg dyrker konventionel durumhvede og ølandshvede til pasta og mel, som sælges til Bornholms Valsemølle. Det er nøjsomt og fik kun 80 N sidste år, men jeg prøver, om de kan klare mere i år. Jeg høster 4-5 ton pr. hektar mod 9-10 ton i vinterhvede. Men afregningsprisen er også dobbelt så høj.

 

Faktaboks

Simon Elleby

  • Simon Elleby driver Frennegård Agro på 189 hektar ved Svaneke på Bornholm.
  • Dyrker spinatfrø, bladbedehybrid, purløgfrø, lupinfrø, persillefrø, rajgræsfrø, ært, ølandshvede+durumhvede til mel, vårbyg, vinterhvede.
  • Maskin- og arbejdsfælles-skab med tre andre, bl.a. en økolog. I alt 800 hektar.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.