MFO-forvirring kan koste landmænd dyrt

Mange landmænd står mellem at vælge at beholde den grønne landbrugsstøtte eller smadre sit sædskifte.

Som noget nyt skal landmænd i år leve op til nogle grønne regler, for at de kan få udbetalt den fulde EU-støtte.

Men reglerne er så komplicerede, at mange landmænd risikerer at miste den grønne støtte. Det er en tredjedel af landbrugsstøtten – cirka 600 kr. pr. hektar.

”Medmindre du følger tæt med hver dag er det næsten umuligt at holde styr på reglerne. Mange er forvirrede, beretter Jon Birger Pedersen, SEGES Planter & Miljø.

Seges har via Landbrugsinfo.dk informeret om MFO-kravene.

”Der er jo en risiko for, at der er nogle der kommer i klemme.”

At mange landmænd – på grund af den sene høst - ikke kan nå at så efterafgrøder, gør det blot endnu sværere, siger han.

NaturErhvervstyrelsen vil give dispensation for fristen om såning af efterafgrøder senest d. 20. august, men kun til landmænd, der har haft usædvanligt koldt eller vådt vejr. Myndighederne har dog først et kort klar samme dag, som afgrøderne skal være sået. Så landmanden har endnu ikke overblik over, om han kan få dispensation.

Mange sår vinterraps lige nu. Men hvis landmanden ikke kan nå at høste andre marker – og samtidig ikke kan få dispensation, så vil han være tvunget til at så efterafgrøder på marken i stedet – hvis han altså ikke vil miste en del af den grønne støtte.

Så vil han være tvunget til at droppe at så vinterraps – eller så den så sent, at det er risikabelt for rapsens vækstbetingelser.

”Nogle vil være tvunget til at starte med efterafgrøderne, og det er jo tåbeligt, fordi det kan koste dig tusindvis af kroner, fordi du smadrer dit sædskifte,” advarer Jon Birger Pedersen.

”Problemet er, at man nærmest skal vælge mellem pest eller kolera. Ofte vil det være en fordel at konsultere sin lokale konsulent, inden man træffer sin beslutning.”

Det har også forvirret mange, at den tidligere regering krævede, at man såede flere efterafgrøder. Den nye regering ændrede så heldigvis reglerne, siger chefkonsulenten.

Nogle landmænd tror, at efterafgrødekravet er helt ophævet, hører Jon Birger Pedersen fra lokale konsulenter.

”Der er ikke noget at sige til, at du bliver forvirret, når du på et tidspunkt får at vide at der skal sås flere efterafgrøder. Så kommer der et folketingsvalg. Derefter en ny bekendtgørelse, der siger ikke flere efterafgrøder.”

”Specielt omkring om MFO kunne man jo gøre det sådan, at du implementerede det i Danmark som i andre lande i EU,” foreslår chefkonsulenten.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.