Minister vil ikke forbyde prosulfocarb

Esben Lunde Larsen forstår de økologiske frugtavleres frustration, men han vil ikke forbyde prosulfocarb.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) forstår udmærket den bekymring, økologiske frugtavlere står med, når deres høst risikerer at blive forpurret af sprøjtemidlet prosulfocarb.

Men ministeren ville ikke gå med til at forbyde stoffet for offentligt ejede arealer, som Økologisk Landsforening kræver.

- Prosulfocarb er et vigtigt værktøj for rigtig mange konventionelle landmænd. Midlet er godkendt af Miljøstyrelsen, da det ikke udgør en uacceptabel risiko for sundhed og miljø, og på den baggrund kan stoffet ikke forbydes, skriver ministeren i en mail.

Prosulfocarb bruges til at bekæmpe ukrudt i blandt andet vinterhvede og vinterbyg.

De senere år har der været eksempler på frugtavlere, der har måttet kassere høsten, fordi sprøjtemidlet prosulfocarb er havnet i æbler og pærer.

En ny opgørelse, som er offentliggjort på hjemmesiden gylle.dk, viser, at sprøjtegiften anvendes af landmænd i 88 kommuner landet over.

Esben Lunde Larsen afviser en statslig erstatningsordning til de ramte frugtavlere, men ministeren udtrykker dog forståelse for deres situation.

- Derfor har jeg bedt Miljøstyrelsen undersøge konsekvenserne ved ændringer af reglerne for sprøjtedyser, så vi begrænser, at prosulfocarb rammer naboens marker, lyder det fra ministeren.

Jørn Pedersen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Kommunernes Landsforening, peger på, at nogle kommuner allerede stiller krav om, at forpagtere ikke må anvende sprøjtemidler. Det gælder eksempelvis hans egen kommune, Kolding.

Jørn Pedersen opfordrer frugtavlere til at henvende sig til deres kommuner, hvis de mener, at et sprøjteforbud på offentlige arealer kan løse problemet.

Landbrug & Fødevarer vil ikke kommentere forslaget.

/ritzau/fkk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.