Ny guide mod vildtskader ved høst - brug bagepapir

Landbrugsstyrelsen har udgivet en ny guide til at forebygge vildtskader ved høst.

Et skræmmemiddel i form af en raslende pose eller et særligt køremønster, som giver dyrene lejlighed til at flygte.

Det er to af de praktiske foranstalninger, som er indeholdt i en ny guide til, hvordan landmænd kan minimere risikoen for at skade og dræbe fugle og pattedyr ved høst. Det oplyser Center for Fødevarer og Jordbrug på deres hjemmeside.

Guiden er udgivet af Landbrugsstyrelsen og er udarbejdet på baggrund af rådgivning fra Aarhus Universitet. Se guiden her

Risiko for skade er steget

Ifølge Center for Fødevarer og Jordbrug  dør mange fugle og pattedyr hvert år i forbindelse med høst af særligt græsmarker og foderafgrøder.

Risikoen for, at dyrene kommer til skade eller omkommer, er endda steget betragteligt i takt med, at landbruget har fået mere effektive høstredskaber. Især jordrugende fugle, harekillinger og rålam har i stigende grad svært ved at undslippe maskinerne.

Udover at være et etisk og dyrevelfærdsmæssigt problem, risikerer landmanden at få ødelagt afgrødens værdi, hvis der er rester af dyr i.

Bagepapir og hjortetaksolie

I guiden er angivet forskellige foranstaltninger til at forebygge og undgå vildtskade.

Fx kan kan landmanden forud for høsten gøre en indsats for at forebygge, at dyrene ikke er på marken.

Det kan ske ved at opsætte skræmmemidler så som pinde påmonteret papirposer eller bagepapir strategiske steder.

Papirposen er både tynd og let, så den bevæger sig og giver lyd ved selv meget lidt vind – og hvis papiret tilmed bliver sprøjtet med hjortetaksolie, skæmmer både lyden og færten særligt rådyrene væk.

En anden mulighed er at afsøge marken med hunde forud for høsten. Hundene finder sjældent lammene, men deres afsatte lugt får råen til at flytte lammene til mere sikre omgivelser.

Derudover kan landmanden forsøge at give dyrene mulighed for at flygte ved høsten ved at køre efter et særligt køremønster.

Harer, fasaner og rålam er mobile, men vil nødig krydse åbne og/eller nyslåede arealer. Ved at lade en af siderne på marken stå uslået hen og tage det til allersidst, giver man dyrene en mulighed for at flygte væk fra marken.

Droner og kameraer

En række virksomheder – blandt andet i samarbejde med forskere fra Aarhus Universitet - er i gang med at udvikle teknologier, der gør det muligt at opdage dyrene i marken under høst, fx ved at udnytte kombinationen af droner og varmefølsomme kameraer.

Selvom der er flere muligheder for at anvende teknologi, er der dog fortsat ikke nogle løsninger, der er konkurrencedygtige i forhold til de mere lavpraktiske metoder nævnt herover, lyder konklusionen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.