Ny mulighed for forsikring mod lejesæd

Forsikring dækker tab op til 1.500 kroner, hvis hveden eller rugen går i leje.

Det kan være en svær beslutning af afgøre, om der er behov for at vækstregulere vinterhvede eller rug.

Ved at tegne en forsikring hos Topdanmark kan man få en erstatning på op til 1.500 kr., hvis afgrøden går i leje før høst.

"Forsikringen er for de landmænd, som gerne vil undlade at vækstregulere vinterhvede og rug, men som er i tvivl om risikoen for lejesæd", siger Marian Thorsted, specialkonsulent hos Seges.

Hun tilføjer, at der er en selvrisiko er på fem pct. pr. skade pr. mark, og at definitionen på lejesæd, er en hældningsgrad på mindst 66 grader, opstået inden 1. august. Forsikring skal bestilles senest 26. april. Det kan gøres i CropManager eller gennem en planteavlskonsulent.

Pris afhænger af risiko

En forsikring mod lejesæd koster mellem 65 og 81 kr. pr. hektar. Det er billigere end en vækstregulering, hvor der både er omkostninger til vækstreguleringsmiddel og kørsel.

Prisen stiger med stigende risiko for lejesæd vurderet i vækstreguleringsprognosen i CropManager.

Forsikringen anses primært for at være interessant i marker, hvor der er lav til middel risiko for lejesæd. I vækstreguleringsprognosen i CropManager kan man se om vinterhvede- og rugmarkerne er i lav risiko (grøn mark), medium risiko (gul mark) eller høj risiko (røde marker) for lejesæd.

Udbetalingen pr. hektar er fastsat ud fra en forventning om, at risikoen for lejesæd er lille og primært vil opstå sent i vækstsæson. Derved får den minimal betydning for udbyttet.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.