To godser i samdrift: 10 minutter efter sidste træk med såmaskinen væltede regnen ned

Blog fra planteavlsbedriften: Hos Agro-Alliancen, et samarbejde mellem godserne Egeskov og Ravnholt, er driftsleder Sebastian Dahl Andersen og medarbejderne tæt på i mål med etablering og behandling af raps, hvede og frøgræs. For 120 hektar hvede på kuperet terræn måtte der målfoto til for at afgøre, at såmaskinen nåede i mål, før der kom regn.

Af Sebastian Dahl Andersen, driftsleder - fortalt til Stig Bundgaard

Overordnet set er vi færdige med markarbejdet for i år. 

Såningen er afsluttet, og afgrøderne står rigtig fint på nuværende tidspunkt.

Tilbage står, at vinterrapsen skal sprøjtes med Kerb, når jordtemperaturen ligger stabilt under 10 grader.
Herudover er vi i gang med vinterpløjningen af godt 500 hektar samt sidste afpudsning af frømarker. 

Vi har i år valgt at undlade Agil mod spildkorn i vores alm. rajgræs. I stedet pudser vi spildkornet af ad flere omgange for at nedbringe vores forbrug af pesticider. 

565 hektar vinterhvede etableret pløjefrit

Siden sidste blog fra først i september har vi fået sået knap 750 hektar vinterhvede.

Vinterhveden er fordelt på 310 hektar fremavlshvede af sorten Pondus, 330 hektar brødhvede af sorterne KWS Lili, KWS Zyatt og KWS Extase samt 100 hektar foderhvede i en sortsblanding.

Vi bestræber os på kun at så 1. årshvede, og med vores kølige lokalitet vil vi generelt helst have sået hveden inden 20. september. De høje jordtemperaturer i september måned gjorde, at vi trak såningen indtil midten af september og afsluttede såningen 24. september.

Vi har pløjet forud for 185 hektar af hveden, nemlig 65 hektar efter alm. rajgræs samt 120 hektar, som efter at have været dyrket økologisk, var forholdsvist beskidt.

Selv om jeg er stor tilhænger af reduceret jordbearbejdning, må vi samtidig erkende, at på nogle arealer er godt landmandskab ikke at være bange for at bruge ploven for at kunne styre de fremmede græsser.

De resterende 565 hektar vinterhvede med forfrugt raps, ærter og hvidkløver er etableret pløjefrit.

I det pløjefri system kører vi med vores Horsch Joker forholdvis hurtigt efter mejetærskeren og laver falsk såbed. Derefter lader vi marken ligge indtil en uge inden såning, hvor marken bliver visnet ned.

Inden såning har vi en Horsch Tiger 8AS til at lave såbed med, og så laver henholdvis vores Horsch Pronto og Horsch Focus såarbejdet.

I det pløjede system pakker vi jorden efter pløjning med vores Horsch Joker, og derefter sår vi med Pronto-såmaskinen, der egner sig bedst i pløjejord af de to såmaskiner, vi råder over.

I efteråret har vi sået knap 750 hektar med vinterhvede. Privatfotos

Nedbør kom ti minutter efter sidste træk med såmaskinen

Vi fik sået de første 70 hektar vinterhvede til fremavl før fristen 7. september for at nå op på den krævede andel af målrettede efterafgrøder. Forfrugten er raps, og der har ikke været problemer med græsukrudt på de arealer. 

Derefter holdt vi pause i såningen frem til mandag d. 13. september, hvor vi de følgende 2,5 dage fik sået 350 hektar henholdsvis fremavlshvede og brødhvede, inden vi blev stoppet af nedbør onsdag 15. september om eftermiddagen. Herefter måtte vi holde stille ugen ud.

Mandag 20. september rykkede vi ned på en anden ejendom med lettere jorde, som havde fået relativt lidt nedbør de foregående dage. Her fik vi igen gang i den ene såmaskine, og vi fik tilsået 120 hektar, inden regnen igen satte en stopper for såningen. Der er her tale om jorde, som ligger på meget kuperet terræn, og som på trods af en forholdsvis let bonitet er ”umulig” at køre på dagene efter nedbør.

Vejrprognosen lød så på en del nedbør igen tirsdag eftermiddag, og det ville dermed umuliggøre såning den kommende uge på disse arealer.

En heroisk og prisværdig indsats fra såpiloten gjorde, at såmaskinen akurat kom ud af den sidste mark, inden regnen væltede ned. Det er fantastisk at være omgivet af medarbejdere, som giver den en ekstra skalle, når tingene spidser til.  

Herefter var det tørt igen på de resterende arealer, og vi afsluttede såningen fredag 24. september.

Udover raps og hvede har vi i efteråret sået Esquire-rajgræs i renbestand i begyndelsen af september. Vi har generelt gode erfaringer med at så rajgræs i renbestand, hvis det bliver gjort rettidigt, altså sidst august- start september. 

Generelt har vi haft en del udfordringer med snegle i en del af hvedemarkerne samt rajgræs i renbestand. Ihærdig spredning af sneglepiller med vores ATV har gjort, at vi generelt har fået bugt med dem.

En af de sidste opgaver i efteråret er at sprøjte vinterrapsen med Kerb, når jordtemperaturen ligger stabilt under 10 grader.

En hammer mod væselhale

Størstedelen af de 750 hektar vinterhvede er ukrudtsbehandlet en enkelt gang med Matene Duo + Boxer.

Det er sket i variable doseringer med maksimalt 0,7 l Mateno Duo og 1 l Boxer. Her er vi især gået efter væselhale på en forpagtet ejendom. Blandingen er lidt hård ved afgrøden, men har virket rigtig godt.

Ellers har vi kørt en blanding af 0,35 l Mateno + 1 l Boxer mod de mere håndterbare græsser som enårig rapgræs, kultur-rajgræsser og generelt tokimbladet ukrudt.

En mindre del af hveden er ydermere behandlet med Atlantis mod rajgræs, som er sluppet igennem første behandling.

To tredjedele af hvedearealet, som er sået tidligst, er behandlet mod lus med en dosering på 0,1 l Mavrik Vita forebyggende mod havrerødsot. På de resterende arealer har vi på nuværende tidspunkt ikke konstateret lus i afgrøden, og dermed har en behandling ikke været aktuel. 

Sidste år oplevede vi forekomst af havrerødsot i ca. 10 hektar vinterhvede, som ikke blev behandlet grundet regnvejr. Her var udbyttet væsentligt mindre.

Vi kører med en selvkørende Horsch Leeb PT 280 med 36 meter sprøjtebom til behandling af markerne. Den giver os en enorm kapacitet med en sublim bomstyring samt en dyseafstand på 25 cm, så vi kan få bommen 30 cm over afgrøden, og det frigiver væsentlig flere sprøjtetimer.

To tredjedele af hvedearealet, som er sået tidligst, er behandlet mod lus for at forebygge havrerødsot.

Raps i frøgræsstub ser godt ud

På fem hektar har vi lavet et lille forsøg med - for første gang - at så vinterraps direkte i frøgræsstub. 

Generelt harver vi markerne nogle gange, dels for at lave noget muld at så i, men samtidig for at gøre livet surt for sneglene, som vi erfaringsvist har en del udfordringer med på ejendommene.  

På grund af øget risiko for snegleangreb er der tilført 5 kg pr. hektar af sneglemidlet Sluxx mod normalt 2 kg ved såning.

Her først i november ser forsøget rigtig godt ud, og vi har holdt styr på sneglene. Det bliver spændende at følge igennem foråret og frem til høst. Så må vi til den tid tage bestik af, om forsøgs-arealet skal udvides til næste år.

Fordelen er en klart mere jævn mark at køre på, idet vi ikke får en masse græstotter frem, når vi sår mellem de gamle græsrækker, og dermed ikke kommer i berøring med dem. Samtidig sparer vi en del overkørsler med harven, og det frigiver den til etablering af efterafgrøder. 

Teknikken er klar, men såsæden gradueres manuelt   

Vores såmaskiner er gjort teknisk klar til at graduere såsæden, men for den opgave har vi dog i efteråret gjort som vi plejer.

Det vil sige, at vores erfarne medarbejdere, der har henholdsvis 30 år og 10 år på bagen her på stedet, justerer manuelt op og ned alt efter markens beskaffenhed og viden om marken. 

Vores valg bunder dels i tidsforbruget ved oprettelse af tildelingskort, som jeg ikke mener vi får det samme ud af som tildelingskort/ graduering af planteværn og gødning. Det er ”nemmere” at vurdere et såbed end eksempelvis biomasse hen over marken.

Dels har vi nogle super kompetente medarbejdere, hvor vi skal udnytte deres faglighed og engagement, når de kører i marken. 

Til graduering af planteværn får vi sat sprøjten op, så vi kan sende tildelingskort online til den i stedet for at løbe rundt med usb-pinde. Dermed bliver det væsentligt nemmere og tidsbesparende at graduere planteværnsmidler, når ikke vi skal have det hele ned på en usb-nøgle.

I foråret var første gang vi havde teknikken til at sende online til gødningssprederen, og få sendt logfilerne retur igen. Det har været en stor succes, og har virkeligt gjort det nemt, at den rigtige maskine får den rigtige fil. 

Faktaboks

  • Agro-Alliancen er et driftsfællesskab mellem de to godser, Egeskov og Ravnholt. I dag driver de 2.630 hektar planteavl.
  • Primært JB 4-6. Den lette jord er nede ved Brahetrolleborg, og det tungeste er ved Ravnholt Gods, og så ligger Egeskov et sted midt i mellem.
  • Markplan til høst 2021: 550 hektar vårbyg, til malt og fremavl. 700 hektar vinterhvede, fordelt på 600 hektar til henholdsvis brød og fremavl samt 100 hektar foderhvede. 390 hektar vinterraps, 115 hektar strandsvingel, 55 hektar hvidkløver, og 305 hektar alm. rajgræs.
  • Maskinpark: Fendt 1050, 942,939,724. Cat Challenger Mt865C. Horsch pronto 9SW. Horsch Focus 6TD. 6 Meter Horsch Terrano. 12 meter Horsch Joker. Horsch PT280 marksprøjte. Amazone ZG-TS Argus twin gødningsspreder. 3 stk. Claas Lexion 8800 fra høst 2021. Derudover en masse vogne og små maskiner. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.