Recirkulering af næring har brug for politisk håndsrækning

Lovgivningen skal se på recirkulering som en resurse og ikke som affald, mener foreningen BGORJ.

Der er brug for langt større bevidsthed om, hvad der kan recirkuleres og bruges som gødning i landbruget. Det fastslog Sune Aagot Sckerl, formand for Brancheforeningen for genanvendelse af organiske ressourcer til jordbrugsformål (BGORJ) på foreningens årsmøde fredag.

Der er generelt enighed om, at det er fornuftigt at genanvende resurser i stedet for at brænde dem af. Men i praksis er der en række barrierer.

»Lovgivningen er ikke helt indrettet på det. Den er tit lavet efter, at det er affald og ikke mulige gødningsresurser,« siger han.

Der er for eksempel usikkerhed om, hvilke restprodukter, der er slam, og hvad der er biprodukter. Det gør, at man står i stampe på genanvendelse.

Savner oprydning

Ofte tager lovgivningen også udgangspunkt i fødevaresikkerhed. For eksempel blev der lavet en række regler for 15 år siden, da der var kogalskab.

»Men der er ikke ryddet op i de love siden,« siger han.

Pt. er der stor interesse for at bruge den organiske del af dagrenovationen til biogas. Dermed vil det også ende på danske marker. Der ligger en stor resurse. Men der er også brug for lovgivningsmæssigt at gøre det muligt at recirkulere dette i stedet for at brænde det.

Biogødning er succes

Til gengæld er reglerne om brug af spildevandsslam, som i dag kaldes biogødning, et eksempel på noget, der er kommet styr på.

»I dag er der klare regler for grænseværdier for forskellige stoffer i det og genanvendelsen er gået fra 60 til 80 procent på en kortere årrække,« siger Sune Aagot Sckerl.

Erhvervet kan dog også selv gøre noget for at restprodukterne bliver interessante for jordbruget, erkender han.

»Ofte dækker et restprodukt ikke planternes behov særlig godt. Men man kan, ved at blande restprodukter, skræddersy gødning, der matcher landbruget. Det er der en spirende tendens til blandt aktørerne, og hvis prisen passer, skal det nok animere landmændene til at bruge det,« siger han.

10-års jubilæum

BGORJ arbejder for faglige såvel som politiske spørgsmål og problemstillinger i relation til at fremme nyttiggørelsen af organiske restprodukter til jordbrugsformål. Foreningen stræber efter repræsentation fra hele bord-til-jord kæden. Den blev etableret i 2006 og har netop holdt 10-årsjubilæum. Den tæller 35 virksomheder, som producerer og formidler restprodukter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.