Sådan sikres forsyningen med næringsstoffer til majs

Gylleanalyser er vigtige, fortalte landskonsulent ved Plantekongressen.

Det er meget forskelligt, hvor meget kvælstof, majsplanterne har brug for det.

Det fortalte Martin Mikkelsen, landskonsulent, Seges, på Plantekongressen i Herning onsdag.

”I 18 forsøg i 2009-2013 har den optimale kvælstofmængde til majs været 117 kg N pr. hektar, varierende fra 20-252 kg N pr. hektar. Den store variation skyldes formentlig, at forsøgene er lavet på arealer med meget stor eftervirkning af kvælstof, og at der ved store nedbørsmængder i foråret er risiko for, at kvælstof udbragt ved etableringen er tabt ved udvaskning,” sagde Martin Mikkelsen, landskonsulent, Seges, på Plantekongressen.

For at sikre en effektiv udnyttelse af kvælstof i majs opfordrede han derfor til, at man sørger for at tage analyser af gyllen – og at man på sandjord overvejer brug af nitrifikationshæmmere, som hæmmer de bakterier i jorden, som omdanner ammonium-kvælstof til nitrat-kvælstof.

Merudbytter ved nitrifikationshæmmere

”I forsøg med kvælstof til majs i vækstperioden i 2013 og 2014 er de største udbytter høstet, hvor der er tilsat nitrifikationshæmmere til gylle før såning,” sagde Martin Mikkelsen.

Han tilføjede, at effekten af nitrifikationshæmmere er størst i tørre forår, og at der i forsøgene blev høstet 7,8 afgrødeenheder mere pr. hektar ved brug af de to nitrifikationshæmmere Piadin og N-lock.

”Det sikreste er, at vente med at udbringe hovedparten af kvælstof i gylle eller handelsgødning til første halvdel af juni, da majsen først for alvor begynder at optage kvælstof fra jorden i begyndelsen af juni,” sagde Martin Mikkelsen.
Han opfordrede ligeledes til , at man på sandjord i tørre år har fokus på, om majsen mangler bor.

Tildeling af bor kan ske i majsens vækststadium 16-18, som ofte falder sammen med den sidste sprøjtning mod ukrudt.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.